Januar kan være kold, grå og regnfuld, men der er gode naturoplevelser at hente i vintertiden, selvom vejret ikke altid indbyder til at gå udenfor.
Flere gange er isfuglen kåret til Danmarks flotteste fugl. Men selvom den er meget farvestrålende, er det de færreste, der har set den. Den lille fugl er nemlig meget sky og forstyrres let. Ikke desto mindre ses den blandt andet ved Uggerby Å og faktisk også på Hirtshals Havn.
Isfuglen er på trods af sit navn ikke bundet til is og vinter. Den er en standfugl, der lever hele året i Danmark. Navnet stammer fra tysk, hvor fuglen hedder Eisvogel. Det betyder jernfugl, hvilket refererer til fuglens stærke metalliske farver.
Isfuglen lever omkring rene og sunde vandløb, hvor den spiser for eksempel småfisk, vandinsekter, og guldsmede. Den er en god dykker og kan med stor træfsikkerhed fange sit bytte på helt ned til 10 meter dybt vand.
Den smukke isfugl er en såkaldt skrigefugl. Det vil sige, at den ikke har nogen form for sang, men i stedet udstøder et højt, lyst og skingert skrig.
Derfor hører man ofte fuglen, før man ser den, når den som en blå pil stryger hen over vandoverfladen i en snorlige flugt.
Hvornår? Isfuglen lever i Danmark hele året rundt, men der er størst chance for at se den sky fugl om vinteren, når der ikke er blade på træerne.
Hvor? Den lille fugl sidder ofte og spejder efter små fisk fra en lavthængende gren ved åer og andre vandløb.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.
Vi har dog ikke haft isfuglen men havde 2 Topmejser på besøg på fuglebrættet den anden dag her i Bindslev