Den 19-årige blev anholdt mandag den 15. januar 2024, klokken 13:32. Anholdelsen fandt sted på Sjælland, hvor den mistænkte kørte i en bil med tre øvrige personer.
Efterforskningsleder, politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi, er glad for at den mistænkte nu er i politiets varetægt:
”Vores efterforskning pegede væk fra Nordjylland og det var også derfor vi, allerede den 12. januar 2024, fik varetægtsfængslet den 19-årige in absentia ved et grundlovsforhør – i tilfælde af at han skulle søge mod udlandet. Sporene ledte os dog til Sjælland, hvor gode kollegaer har været behjælpelige med at eksekvere på eftersøgningen, så vi i dag har kunnet tilbageholde og arrestere den 19-årige.”
Politikommissæren uddyber:
”Vores efterforskning slutter ikke her. Vi skal have fastlagt motivet og finde ud af hvad der præcist skete både før, under og efter knivstikkeriet. De samlede omstændigheder gør, at vi betragter det som et drabsforsøg. Det er yderst alvorligt og der er mange sten der skal vendes, så det er et omfattende arbejde vi står overfor.
Efterforskningslederen pointerer slutteligt:
”Vi er stadigvæk meget interesserede i at tale med vidner, som har gjort relevante observationer omkring Beatesmindevej i Aalborg, onsdag den 10. januar omkring klokken 21:10. Hvis nogle har set noget de mener kunne interessere politiet, så skal de ikke tøve med at ringe 114.”
Den sigtede vil nu blive transporteret tilbage til Nordjyllands Politikreds, hvor han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af tirsdag den 16. januar. Her vil Nordjyllands Politi, ligesom det var tilfældet den 12. januar, begære om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.
Kilde: Nordjyllands Politi.