Det kom frem i forbindelse med nytårskuren på Det gamle Rådhus i Hjørring, da Vendsyssel Historiske Museum i en fyldt rådhussal kiggede frem og så tilbage på en lørdag, hvor der blev samarbejdet med Museumsforeningen om en god dag i historiens tjeneste.
De varme hveder bliver ikke droppet i 2024, så hold øje med kalenderen angående dagen før fjerde fredag efter Påske… og i øvrigt er 2024 året,
– hvor museet kan fejre 135-års jubilæum…
– hvor museets bjesklaug præsenterer årets bjesk i Hirtshals den 13. februar. Lauget har selv brygget den og er sikkert friske med gode råd…
– hvor VHM og en hel del andre museer over det ganske land vil få nye rammevilkår som følge af den museumsreform, der allerede her i starten af året skal forhandles på plads i Folketinget…
– hvor Det gamle Rådhus i forbindelse med en renovering bliver omdannet til blandt andet museumsbutik…
– hvor der i samarbejde med Museumsforeningen https://vhm.dk/museumsforeningen/ vil blive afholdt en række arrangementer, så der er god grund til at holde øje med kalenderen…
Efter et lille traktement i Museumscaféen indledte museets direktør, Anne Dorthe Holm, Nytårskuren med at glæde sig over en pæn fremgang i det samlede besøgstal… 71.000 gæstede museets forskellige afdelinger, og en afgørende faktor i det regnskab er det store arbejde, som alle de frivillige yder… Omkring 200 frivillige yder på hver deres måde en uvurderlig indsats, som sammen med Museumsforeningen sørger for den gode kontakt til lokalområderne…
Knapt så begejstret var Anne Dorthe Holm for det udspil til en museumsreform, som en arbejdsgruppe (uden museumsindsigt) var barslet med… Det formodes, at reformen skal forhandles på plads her i starten af 2024, og vedtages udspillet, vil det koste VHM 2,5 mill. kroner årligt, så…
Heldigvis har der været meget at glæde sig over… Overinspektør Michael Vinter fortalte om det arkæologiske område og de udfordringer og forventninger, der venter forskellige steder i Vendsyssel… Han satte os ind i, hvordan luftfotograferinger helt magisk stadig efter mange hundrede år kan afdække skjulte skatte, der blot venter på at blive aflæst…
Michael Vinter var meget opmærksom på vigtigheden af at få formidlet de professionelles viden til det brede publikum, og det var naturligt også den vinkel, som formidlingschef Jens-Christian Hansen lagde for dagen i sit indlæg…
Han fortalte om udstillingen I SKYGGEN – om de kvindelige fotografer – og om velbesøgte foredrag og om oprydning og nyregistreringer i arkivet, hvor den 12.000 bind store bogsamlingsamling gøres søgbar… og måske kommer der en udstilling om DE GYLDNE LØVERs historie og virke – i hvert fald er museet blevet sikret alverdens materiale om den nordjyske gruppe, der hittede stort og gjorde Fru Jensen fra Tolne kendt over det ganske land, som ikke kunne være i tvivl om, at de bedste elskere er fra Vendsyssel…
Et stort hit er de arrangementer, der foregår udendørs, så du skal såmænd blot holde øje med museets kalender https://vhm.dk/events-directory/
Dagen bød i det hele taget på masser af inspirerende input til mange gode oplevelser i museets afdelinger, hvor vores fælles historie udfolder sig i stort og småt…
Forinden havde Museumsforeningen sørget for, at medlemmerne fik udleveret årbogen VENDSYSSEL NU&DA 2023, som ud over nyt om gammelt også har et afsnit, hvor Anne Dorthe Holm gennemgår ÅRETS GANG 2022-23… og skulle du som medlem af Museumsforeningen stadig have bogen til gode, så kan den hentes i butikken til og med fredag den 26. januar…