I dag starter forhandlingerne om, hvordan de lovbundne minimumsnormeringer skal skrues sammen. For BUPL markerer forhandlingerne starten på en genopretning af daginstitutionsområdet, hvor børn, forældre og ansatte år for år har oplevet forringelser.
”Det er nu, regeringen skal vise, at der er hold i løfterne til de mange tusinde børn og forældre i hele landet, som har været på gaden for at kræve, at der bliver sat en stopper for besparelserne og skruet op for antallet af pædagoger i daginstitutionerne. Og det haster.”
Sådan siger BUPL-formand Elisa Rimpler om forhandlingerne, som skulle have fundet sted allerede i foråret, men blev sat på standby, da corona-virussen skyllede ind over landet.
Elisa Rimpler ser frem til, at der nu endelig kommer pen til papir på loven. Som situationen er lige nu, truer lokale besparelser i kommunernes budgetter nemlig med at udhule pengene til ekstra pædagoger. Det skal stoppes, siger Elisa Rimpler.
”Vi ser desværre, at flere kommuner tager imod puljepenge fra staten til flere pædagoger med den ene hånd, mens de sparer på daginstitutionerne med den anden. Vi skal have sat en prop i besparelserne og sikret, at pengene rent faktisk giver et løft i normeringerne, som forældrene kan mærke allerede nu – og ikke først om fem år,” siger Elisa Rimpler.
Flere pædagoger på gulvet
Samtidig er det vigtigt, at faglighed og normeringer følges ad i forhandlingerne. For eksempel gennem et konkret mål for pædagogandelen.
”Vi ved fra forskningen på området, at det, der giver værdi og kvalitet for børnene, er gode normeringer og et højt uddannelsesniveau. Mange steder er det desværre sådan, at under halvdelen af de ansatte er uddannede pædagoger. Det er ikke godt nok. Vi skal have flere pædagoger på gulvet – og antallet skal stige i de kommende år,” siger Elisa Rimpler.
Hun understreger samtidig, at kampen for bedre vilkår i daginstitutionerne ikke slutter med loven om minimumsnormeringer. Snarere tværtimod.
”Det her er ikke målstregen, men derimod startskuddet til en længe ventet genopretning af børneområdet. Minimumsnormeringer sætter en prop i årtiers besparelser og lægger en bund, som vi skal bygge oven på, indtil vi når forskernes anbefalinger,” slutter Elisa Rimpler.
UPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager vores medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.