Udkantsmyten er sejlivet og udviklet igennem mange 100 år, hvor forskellen mellem land og by har været et tilbagevendende tema for forfattere, billedkunstnere og filmskabere.
Modsætningen mellem land og by er også temaet, når Vendsyssel Kunstmuseum får besøg af professor emeritus og H.C. Andersen ekspert Johs. Nørregaard Frandsen tirsdag den 6. februar kl. 19-20.30.
Foredraget tager udgangspunkt i udgivelsen Hvor ligger provinsen?, hvori Johs. Nørregaard Frandsen stiller skarpt på vores forestillinger om provinsen, modsætningsforholdet mellem land og by, og hvordan disse forestillinger gennemsyrer dansk kultur, litteratur og kunst. I bogen trækker Nørregaard Frandsen en linje fra forfattere som St. St. Blicher, H.C. Andersen og Jeppe Aakjær over Guldalderkunstnerne, Skagensmalerne og Fynboerne til ‘Olsenbanden i Jylland’ og Stine Pilgaards ‘Meter i sekundet’.
En længere passage i bogen omhandler Poul Anker Bechs billedunivers med illustrationer fra bl.a. Vendsyssel Kunstmuseums samling.
Om Johs. Nørregaard Frandsen
Johs. Nørregaard Frandsen er professor emeritus og tidligere leder af H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet. Han har en lang række udgivelser bag sig bl.a. om den moderne by-, forstads- og parcelhuskultur samt om H.C. Andersens forfatterskab.
Bogen Hvor ligger provinsen? blev udgivet i forbindelse med Golden Days-festivalen 2023.
Foredraget arrangeres i samarbejde med FOF Vendsyssel.
Praktisk information:
Pris: 100,- / 50,- med KLUB VKM
Billetter købes via FOF Vendsyssel.