Mængden af indbrud i beboelser er ligesom renten kun gået en vej de sidste ti år. Siden 2010 til og med 2020 er antallet af anmeldte indbrud faldet nemlig med 60 pct. fra 44.788 anmeldte indbrud til 17.529. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.
-For dem, som oplever et indbrud i deres bolig, kan sådan en statistik måske virke ligegyldig, men det er ikke desto mindre en god nyhed, at man nu kan føle sig mere sikker i sit hjem. 60 pct. er immervæk noget af et fald, siger Thomas Hovgaard, der er kommunikationschef i Nybolig.
Nordsjælland er blandt tyvens favoritter
Det er på Sjælland, at der begås klart flest indbrud, og det skyldes ifølge Nybolig flere faktorer.
-Ikke overraskende står en del nordsjællandske kommuner for de højeste indbrudsrater, fordi man her finder de såkaldte ”dyre” områder, hvor tyvene må formode, at de kan finde de største værdier, når de raner boliger, siger Thomas Hovgaard.
Fra flere fronter har der de seneste ti år været stort fokus på indbrud, og den voksende opmærksomhed og de mange kampagner har været med til at reducere antallet af indbrud.
-Ud over alarmer og sensorer, der tænder lys for at skræmme tyvene væk, er det også en rigtig god og præventiv idé at alliere sig med sine naboer for at holde ekstra øje med hinandens boliger og mistænksomme personer, som lusker omkring i kvarteret, siger Thomas Hovgaard.
Endnu færre indbrud under Corona
Han forventer, at antallet af indbrud vil falde drastisk under Corona.
-Vi har stort set alle været hjemme det seneste år, og det har alt andet lige gjort det en del vanskeligere at bryde ind i private hjem i forhold til tiden før Corona, hvor boligen typisk stod tom i dagtimerne, siger Thomas Hovgaard.