Siden Hjørring Kommune i foråret 2023 vedtog den lokalplan, der muliggør opførelsen af Tornby Friplejehjem på et areal syd for Købstedvej i Tornby, har bestyrelsen arbejdet intenst videre med planerne.
Støtteforeningen for Tornby Friplejehjem har købt grunden på Købstedvej. Udstykning og endelig arealoverførsel er afsluttet, og skødet er tinglyst endeligt. Senere overdrages grunden til den selvejende institution Tornby Friplejehjem.
Efter flere konstruktive møder har bestyrelsen valgt ATRA Arkitekter A/S med domicil i både Aalborg og Holstebro til at stå for gennemførelse af byggeriet. ATRA har stor erfaring med opførelse af netop friplejehjem, og er bl.a. projektansvarlig for det netop igangsatte byggeri af et nyt friplejehjem i Støvring. ATRA har få dage før jul færdiggjort og indsendt en ansøgning om byggetilladelse til Hjørring Kommune.

Bestyrelsen er i tæt dialog med Hjørring Kommune, hvor socialdirektør Mikkel Grimmeshave bekræfter, at kommunen indregner Tornby Friplejehjems 30 pladser i fremtidens antal plejehjemspladser i Hjørring Kommune.
Inden byggeriet af friplejehjemmet må påbegyndes, skal der foretages nogle arkæologiske undersøgelser af grunden. Disse forventes igangsat snarest.
Når der foreligger en byggetilladelse, vil projektet blive sat i udbud. Det er bestyrelsens håb, at byggeriet herefter kan startes op i foråret 2024 med forventet indflytning af de første beboere i sommeren 2025.
Sideløbende arbejder bestyrelsen med at fastlægge den endelige finansiering af Tornby Friplejehjem i en tæt dialog med Nykredit og Sparekassen Danmark. Der skal i den forbindelse i alt indsamles ca. kr. 1.000.000,00 igennem en lokal indsamling og fondsansøgninger.
Støtteforeningen for Tornby Friplejehjem afholder den årlige ordinære generalforsamling tirsdag, den 27. februar, kl. 19.00 i Multisalen.
Medlemskab af Støtteforeningen koster kr. 100,00 pr. år. Kontakt Niels Anker Jensen på 40802772 eller mail: [email protected].



Det lyder rigtig fint !