Efter en succesfuld efterårssæson, der resulterede i en suveræn oprykning til serie 1, er fodboldspillerne i Hirtshals Boldklub klar til at sparke den nye sæson i gang. Det sker tirsdag, den 6. februar kl. 18.30, hvor alle klubbens seniorspillere starter op samlet. Herefter trænes der hver tirsdag og torsdag kl.18.30 – 20.00.
– Vi går en rigtig spændende sæson i møde, og håber at se en masse spillere til træningsstarten – såvel nye som gamle, udtaler cheftræner Jesper Ladefoged Andersen.
Den egentlige standerhejsning sker søndag, den 18. februar kl. 10.00 på klubbens anlæg.
For førsteholdet i serie 1 er der arrangeret 5 træningskampe, inden den første turneringskamp spilles hjemme på Schlie Arena mod Aabybro, Skærtorsdag den 28. marts.
Første træningskamp spilles allerede lørdag, den 10. februar kl. 13.30 mod Vendsyssel FF U19 på kunststofbanen. Herefter følger træningskampe mod HI serie 1 den 13. februar, mod Aalborg Chang Jyllandsserie den 3. marts, SHI serie 2 den 10. marts og mod Vesterbro IK serie 2 den 23. marts.
– Vi har således masser af træningskampe til at få trænet vores spillestil og få kørt nogle nye taktiske tiltag ind på holdet, fortsætter Jesper Ladefoged. Vi er kommet i en rigtig stærk serie 1 pulje, så vi kommer til at arbejde benhårdt for at komme i den bedste fysiske forfatning samt have spillestilen og taktikken på plads og dermed indfri vores forventninger om at etablere os i denne række. Det bliver hårdt, men også en rigtig fed sæson med en masse gode opgør mod tidligere modstandere fra vores tid i Jyllandsserien, bl.a. HI, Frederikshavn og Brønderslev, slutter Jesper Ladefoged.
Klubbens 2. hold i serie 3 er tilmeldt en træningsturnering med 3 træningskampe. Herudover suppleres med en intern træningskamp mod serie 1 for at skabe den største konkurrence om pladserne.