Af Lone Marie Nedergaard
Tag dig sammen!
Kender du en, der drikker for meget…?
Kender du mon en, der spiller ret mange af sine penge op…?
Kender du en som har det svært med mad, både alt for meget og alt for lidt mad…?
Synes du, at de bare skal tage sig sammen?
Hvorfor drikker Jeppe?
Søndagens klumme fra min hånd handler om den konstatering, som Jeppe så rigtigt laver i Ludvig Holbergs store komedie ”Jeppe på Bjerget” fra 1722:
” Folk siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker”
Holberg havde et ønske om, at få danskerne til at kigge bag folks liv, bag sine medmenneskers adfærd, og få os til at undre os, tænke os om.
Som datter af et nordjysk barndomshjem med eget hjemmebrænderi i kælderen, hvor det med De Gyldne Løvers ord ”syder af fusel og bobler af gær”, så har jeg fra første parket været vidne til, at alkohol lindrer, dulmer, fjerner følelsen af, at nu er det nærmest ikke muligt at kapere mere.
På samme måde som spil gør, stoffer gør, mad gør…etc etc… Alt vi gør i en fuldstændig overdrevet grad har alt sammen én ting til fælles: at få os til at føle, at vi er okay; få os til at føle os trygge; få os til for en stund at kunne trække vejret uden ondt i hjertet, uden ondt i sjælen. At fjerne følelsen af utilstrækkelighed.
Dette er et stort og tungt emne at tage op i en klumme, som helst ikke skal fylde mere end én A4-side på computeren. Men ikke desto mindre, har jeg valgt at prikke til din opfattelse af dine medmennesker, som har et forbrug, som samfundet finder overdrevet.
Det er ikke så enkelt
Og det, jeg bare så gerne vil have dig til at forstå, er, at det ikke er et spørgsmål om at tage sig sammen. Fordi hvis det var så enkelt, så havde rigtig mange nok kunne finde ud af at tage sig sammen.
Da jeg blev født, der havde man den tilgang, at babyer skulle have lov at græde. Det var godt for deres lunger, og de skulle lære, at de ikke kunne styre de voksne med deres gråd. Så et grædende barn skulle man ikke skynde sig at tage op og trøste.
Den holdning var jeg også omgivet af, da jeg blev mor til mine to døtre, fra mine forældre og svigerforældre. Men det, vi ved i dag, er, at babyer ikke græder i et forsøg på at manipulere sine forældre.
De græder fordi, det er deres eneste sprog til at gøre opmærksom på, at noget ikke er, som de har brug for, at det skal være for, at de kan føle sig trygge, føle sig passet på.
Op gennem livet har vi så netop den erfaring boende i os, at vores behov ikke er vigtige for andre. Vi går rundt som voksne med et sår indeni, som for nogle kommer til at bløde oftere end hos andre.
Det sår rummer oplevelsen af ikke at være elsket, når vi viser vores følelser, ikke at være trygge, ikke at være gode nok til at andre vil passe på os, lytte til vores behov. For nogle udvikles der en enorm vrede. For andre en enorm sårbarhed, en stor usikkerhed på sig selv.
Brug for hjælp
Men fælles for vreden og sårbarheden er, at den ikke forsvinder ved, at mennesket, der bærer på den følelse, bare kan tage sig sammen. Det menneske har brug for hjælp til at få sine sår helet. Hjælp til at få skabt et solidt selvværd.
Alt dette er super forenklet formidlet af mig. Det er jeg bevidst om. Men nogle gange skal svære ting fremstilles som enkle for at du som læser har lyst til at prøve at forstå – forstå dine medmennesker, måske forstå dig selv…
Og jeg tillader mig at nævne, at terapi er en god mulighed for at komme til at forstå – for at kunne hele det blødende sår. Derefter kan der kigges på det forbrug, som har vokset sig større og større. Fordi med et voksende forbrug følger også et voksende selvhad, en ensomhed og en forladthed – og så er der blot endnu mere grund til at lade forbruget vokse…
Døm ikke dine medmennesker bare for at gøre livet mere enkelt for dig…
Kærligst
Lone Marie
Lone Marie har den vildeste mellemmenneskelige livserfaring.
Hun har derfor valgt, at hendes levevej er at skabe og afholde kurser, workshops og foredrag om alt, der omhandler at mennesker slår sig på hinanden og på livet.
Lone Marie har desuden ansigt til ansigt samtaler med mennesker, der har valgt at få ryddet op i sit indre, og få øje på hvordan livet har formet sig for dem, og hvordan de kan skabe en tiltrængt forandring ved at tage ansvar for mest sig selv.
Alt dette laver hun fra Århus til Skagen under navnet GRIB.