Mandag aften holdt Venstre i Hirtshals og Omegn sin ordinære generalforsamling hos B&B by the Sea i Hirtshals.
I sin beretning kunne formanden Judith Høgh fortælle om et roligt år i foreningen uden valg. Til gengæld har bestyrelsen deltaget i Naturmødet, Hjørring Dyrskue, Landsmødet samt diverse møder og debatter. I 2024 er bestyrelsen klar til at arbejde for at Venstres kandidat til Europaparlamentet, Jakob Vium Dyrmann opnår valg, når europaparlamentsvalget afholdes den 9. juni.
På landsplan har Venstre været ude i et sandt stormvejr. Blandt medlemmerne er der delte meninger om SVM-regeringen. Formanden Jakob Ellemann blev sygemeldt med stress, senere raskmeldt for til sidst helt at trække sig fra politik. Det var formandens håb, at der med det nye formandskab bestående af Troels Lund Poulsen og Stefanie Lohse kommer mere arbejdsro og mindre personfokus.
Judith Høgh sendte en stor tak til lokalforeningens to byrådsmedlemmer, Jørgen Christensen og Micheal Engbjerg, der begge er engagerede politikere, der tager deres arbejde meget seriøst.
Kasserer Niels Chr. Jakobsen fremlagde foreningens årsregnskab, der udviste et overskud på kr. 807,00. Formuen udgør ca. kr. 25.000,00.
Der var genvalg til hele bestyrelsen, revisor og suppleanter.
Efter generalforsamlingen var der et indlæg af Hjørring-kredsens folketingskandidat Anne Honoré Østergaard, der også har sæde i Regionsrådet. Anne kunne bl.a. fortælle, at det nye supersygehus i Aalborg nu endelig snart er klar til ibrugtagning.
Borgmester Søren Smalbro gav et interessant indlæg, hvor han satte fokus på de mange spændende opgaver, som Byrådet arbejder med. Borgmesteren roste sine byrådskollegaer, der over en bred kam arbejder sammen til Hjørring Kommunes bedste. Økonomien i kommunen er stram, men under kontrol og følger de planer og budgetter, som et stort flertal i Byrådet står bag.
Byrådsmedlemmerne Michael Engbjerg og Jørgen Christensen afsluttede aftenen med indlæg fra deres respektive udvalg, Teknik & Miljøudvalget samt Økonomiudvalget.
Foto: Privat.