Hirtshals er som bekendt opstået omkring havnen, som med hiv og sving blev bygget fra 1919 til 1931 under særdeles kyndig og kompetent ledelse af ingeniør Jørgen Fibiger.
Mangt og meget har ændret sig sidenhen, idet kun ganske få bygninger i lighed med Hirtshals Kro står tilbage og minder os om historiens vingesus her i det nordvestlige Vendsyssel.
Når det kommer til den fysiske håndtering af den aktuelle sanering i Svinget ved Jyllandsgade, er der næppe tvivl om, at der er truffet en klog beslutning med valget af P. Olesen A/S.
Der er tale om en entreprenørvirksomhed med speciale i nedbrydning, nedskæring og skrotning, samt såkaldt neddeling af træ samt miljøsaneringer, der indbefatter blandt andet asbest og miljøgiften PCB.
Når det kommer til forvandlingen af selve bybilledet, ser det i hvert fald ifølge en del kritikere anderledes problematisk ud, hvilket ikke mindst handler om nedrivningen af den historiske politistation. Bag området i Svinget ligger det gamle Hirtshals Museum med den flotteste facade ud mod Vangårdsgade.
Der er desuden ingen tvivl om, at byens centrum er under forvandling i et stigende tempo, idet byggeriet af først Aldi, som nu bliver til Lidl, sammen med moderniseringen af Netto og indrykningen af Normal har rykket meget udvikling væk fra Nørregade mod nordøst i retning af Jyllandsgade.
Til gengæld har der samtidig været en særdeles positiv nytænkning og fornyelse omkring havnebyens oprindelige centrum ved Runddelen, hvor man i dag af nyere butikker finder Vild Med Vin og Kødboxen.
Hvad enten man kan lide det eller ej, skal ikke bare havnen med den aktuelle udvidelse, men også adskilligt andet, om end naturligvis under hensyntagen til historie og lokalplaner, fortsat udvikles i Hirtshals.
Interessant ville det alligevel have været, hvis man kunne have fået en kommentar fra ingeniør Jørgen Fibiger eller salig Steen Eiler Rasmussen, som slog de allerførste strengt geometriske streger til byen Hirtshals.
Det helt rigtige valg med P. Olesen som et af de af få firmaer, som sætter en ære i at efterleve reglerne
Så håber jeg at nogen lige får bjærget jubilæums stenen ved politistationen.