Søndag den 24. marts 2024 åbner Børglum Kloster dørene til en stor udstilling med kunstværker af kunstnerparret Katherine og Thomas Scrivens Eje.
Udstillingen Close Up byder på malerier og andre værker fra atelieret. I dag startede Katherine og Thomas Scrivens Eje på forberedelserne i udstillingslokalerne ved Børglum Kloster.
De fleste kender Thomas Eje fra hans virke som skuespiller og entertainer de sidste 45 år på den danske arena. Her kommer vi tæt på Thomas Eje fra en helt anden side.
Thomas er født og opvokset i en kunstnerfamilie. Moderen Bodil Eje var Emaljekunstner og maler, og faderen Poul Eje kunstmaler, illustrator og en højt skattet tegnelærer på Skolen For Brugskunst (nu Danmarks Designskole) i København, og morfaren Thorvald Hagedorn-Olsen er ligeledes kendt for sit mangeårige virke på den danske kunstscene. Derfor var det naturligt for Thomas Eje, at udtrykke sig gennem billedkunst helt fra barnsben.
Katherine Scrivens Eje har været en del af det danske kunstmiljø i mere end 30 år. Hun er født i Bristol, England hvor hun ligeledes er vokset op i et kunstnerisk miljø hvor faderen var musiker, og farfaren musiker og kunstmaler. Udover hendes helt personlige stil som hun kalder “Silhouetter” er hun også kendt for sine portrætter. Hun har således både portrætteret vores tidligere Dronning Margrethe, og vores nuværende Dronning Mary Som nu har deres plads på væggen på henholdsvis Gråsten Slot, og Amalienborg.
Parret traf hinanden i USA i 2007 da Katherine havde en udstilling i Long Beach, Californien. De blev kort tid efter gift i Las Vegas hvor de begge udstillede sammen på henholdsvis “Gallery Las Vegas” og “Hotel Planet Hollywood”.
Efter hjemkomsten til Danmark flyttede de til “Harbæksgaard” på Sydals hvor de etablerede “Galleri Eje” i 2008, og hvor de udstiller egne værker.
Katherine og Thomas Scrivens Ejes engagerede forberedelser lover godt for Close Up på Børglum Kloster.
Foto: Benedicte Rottbøll.