Fra den 2. marts og 14 dage frem kan man i Kunstbygningen i Vrå opleve et ikke før set udstillingsformat hvor publikum rent faktisk træder ind i en verden af billeder og lyd.
Der er tale om et såkaldt immersivt værk, hvor man omsluttes i et helt univers. Samtidige videoer, skabt som en collage af unge nordjyders visuelle statements lader publikum opleve mødet med de unge som et intimt og personligt møde.
Gennem de seneste seks måneder har nordjyske unge over hele regionen deltaget i et kulturprojekt, som tager de unges oplevede virkelighed alvorligt. Sammen med nordjyske kunstnere har du unge dokumenteres og fantaseret om livet, fremtiden, og det der optager dem lige nu.
Det hele munder ud i en stor video collage, skabt af Tao Lytzen, Pixlart, til Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, med støtte fra en lang række fonde og sponsorer. De unge kommer fra vidt forskellige miljøer og mødes i dette projekt: studerende fra nordjyske uddannelser til fx: smed, sygeplejerske, bioanalytiker, gastronom og Art and Technology med mange flere viser bredden af hvad denne generation har til fælles og hvad der gør dem forskellige.
Ny metode og samskabelse
Der er tale om en helt ny måde at koble kunst, identitet, trivsel og fortællinger i projektet LIVSBILLEDER. I en tid hvor de unge specialiserer sig mere og mere i en digital verden, sociale medier, mytologiserede universer, og forestillinger om livet, kan de til tider mangle nogle kritiske tilgange og livskundskaber, som hjælper med at distancere og navigere i disse universer.
Fakta
LIVSBILLEDER vises i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen: 03.03.-17.03 2024
Projektet er støttet af: Region Nord, Kulturkanten, Spar Nord Fonden, Den Jyske Kunstfond, Sparekassen Danmark i Vrå, Hjørring Kommune, Vrå Dampvaskeri, og Arne Andersen A/S