Lørdag drog U15 drengene afsted fra Hjørring Futsal Klub til Jysk/Fynsk mesterskab i Søften, hvor de seks bedste jyske og fynske mandskaber skulle dyste om guld, sølv og bronze og en plads i U15 DM-finalen.
De unge HFK-gutter spillede helt fantastisk og vandt fire ud af fem kampe. Desværre gjorde et indbyrdes nederlag, at drengene lige nøjagtig ikke fik 1. pladsen. I stedet endte gutterne som Jyllands og Fyns næstbedste mandskab og fik sølvmedaljer som bevis derpå.
Normalt havde en 2. plads givet adgang til DM Final Four, men DM formatet er i år blevet ændret, så det kun er det vindende hold i Vest og det vindende hold i Øst, der dyster om DM-titlen.
Dermed slutter sæsonen for de unge gutter i år – men det er med garanti ikke det sidste, vi har set til de talentfulde drenge fra Hjørring Futsal Klub.