Da Elsebeth Gabel Austin blev ansat for 20 år siden, var det som den første kvindelige rektor på Hjørring Gymnasium.
Det fortæller hun om i bogen ”Dannelsens stemme. Hjørring Gymnasium gennem 150 år”, som udkom i forbindelse med skolens jubilæum i 2022:
”Hjørring Gymnasium fik med mig sin første kvindelige rektor i 2004, og medarbejdere og elever gav mig en utrolig varm modtagelse ved en serie morsomme og fantasifulde optrin i festsalen. Jeg følte mig virkelig velkommen, men det var ikke nogen hemmelighed for mig, at en kvindelig rektor i visse hjørner af lærerkollegiet blev mødt med en del skepsis – tilmed en rektor i stiletter!”

Store forandringer
Stiletterne er stadig en fast del af Elsebeth Austins påklædning, men meget andet har forandret sig i løbet af de 20 år, hun har været rektor på Hjørring Gymnasium.

Allerede året efter hendes ansættelse kom der nemlig den mest gennemgribende gymnasiereform siden 1903. 2005-reformen erstattede gymnasieskolens velkendte ’linjer’ med ’studieretninger’, og på hf kom der ’fagpakker’. Fagene fik nye profiler, og et fast pensum blev afskaffet og erstattet af mål- og kompetencebeskrivelser. Ifølge den dedikerede rektor var det måske til hendes fordel, at hendes ansættelse og reformen skete næsten samtidig:
”Da reformen i 2005 skulle implementeres, skal der ikke så megen fantasi til at forestille sig, at så store omvæltninger – en ny og tilmed kvindelig rektor samtidig med en gennemgribende gymnasiereform – var en prøvelse for Hjørring Gymnasium, men det var måske til min fordel, at man ikke kunne skelne, hvilke forandringer skyldtes den nye, kvindelige rektor, og hvilke skyldtes reformen” , skriver Elsebeth Austin i bogen ”Dannelsens stemme”.
Reception og ridderkors
På dan sidste dag i februar blev Elsebeth Austin fejret med en reception, hvor elevrådet, bestyrelsen samt nuværende og tidligere medarbejdere var gæster. Det var en dejlig eftermiddag med taler og musikalske indslag.

Fritz Tandrup, som var en af de lærere, der var med til at byde Elsebeth velkommen for 20 år siden, spillede tre af de sange, som var en del af den revylignende modtagelse i festsalen i 2004. På den måde blev fortiden og nutiden forenet. Også gymnasiet strygeorkester bidrog til fejringen med tre smukke stykker, bl.a. Mozarts ”Eine kleine Nachtmusik”.

Eftermiddagens helt store højdepunkt var dog, da bestyrelsesformand Nils-Georg Lundberg på vegne af Kongehuset overrakte Elsebeth Ridderkorset af Dannebrog for de mange års tro tjeneste.
Foto: Maria Louise Hamborg.


