Selvom der kan være små trafikale udfordringer i Mosbjerg i de næste måneder grundet separatkloakering, er der fri adgang til Brugsen både til OK tankanlægget og til parkeringspladsen. Derfor kan der fortsat handles både dagligvarer, friskbagte brød, kager, lun leverpostej og alle de øvrige ting, som man plejer at købe i den velassorterede Brugs, som også er byens posthus. Her kan der indleveres og afhentes breve og pakker fra diverse pakkefirmaer, og der er håndkøbsudsalg og udlevering af receptpligtig medicin fra apoteket.
Det er entreprenørfirmaet Sejlstrup, der udfører separatkloakeringen på vegne af Hjørring Vandselskab. Både Sejlstrup og Vandselskabet gør alt for, at arbejdet kommer til at genere mindst muligt.
For tiden graves der omkring krydset Jerupvej/Mosbjergvej, men der er fortsat fri passage i krydset indtil mandag den 11. marts og frem til fredag den 15. marts, hvor krydset delvist spærres.
Trafik fra Sindal kan fortsat køre gennem krydset mod Jerup og til højre mod Hørmested, men ikke til venstre ad Mosbjergvej mod Friskolen.
Fra Jerup mod Sindal kan trafikken køre gennem krydset og mod Hørmested, men ikke til højre ad Mosbjergvej mod Friskolen.
For at lette de trafikale problemer opsættes der trafiklys i krydset, og der etableres omkørsel ad Bjørnsbækvej, Terkelsvej og Måstrupvej.
Kørende kan fortsat komme frem til Brugsen og parkeringspladsen via pladsen med tankanlægget. Dette er dog ikke egnet for tung trafik.
Efter den 15. marts er krydset Jerupvej/Mosbjergvej igen fuldt åbent, og fra den 18. marts fortsætter gravearbejdet på den anden side af krydset mod Vogn.
Sejlstrup vender dog tilbage med gravemaskinerne fra den 15. april, hvor separatkloakeringen mod Friskolen skal færdiggøres.