På besøg i arresten

Et stenkast fra Hjørring togstation ligger den gamle arrest. Arresten ligger i Jernbanegade, som kaldes byens urolige gade, da der ligger mange værtshuse og restauranter her. Udefra set er det en meget velbevaret bygning, som er en del af Hjørrings historie, den står flot med sine røde mursten, umiddelbart vil jeg ikke tænke ved første øjekast, at det var en gammel arrest. Arresten blev midlertidigt lukket i 2014, men lukkede først permanent i 2018.

I maj  2022 blev arresten genåbnet som kulturhus, med fokus på kultur, kunst, kreativitet og mødet mellem mennesker.

Lulu og foto

Da vi går ind i det første rum, bliver vi modtaget af Lulu, som er tidligere elev på Vrå Højskole. Da hun var på højskolen, havde hun blandt andet foto som hovedfag, som hun sidenhen er blevet meget passioneret omkring.

Hun har derfor lejet sig ind i en af de gamle celler, hvor hun har indrettet sit eget fotostudie den dag i dag, så det bliver bygningerne blandt andet brugt til. Der er flere muligheder hvis man har brug for at have sig et lille studie eller et værksted.

Vi var blandt andet inde og se Lulus fotostudie, hvor hun talte om hendes interesse for fotografering, der hang nogle billeder på væggene, som hun selv har taget igennem årenes løb. Arresten bliver også brugt til arrangementer som fællesspisning, fester, julebanko, koncerter, foredrag osv, så et sted med rig mulighed for oplevelser.

Lulu’s visioner for stedet er, at det skal være et sted for folk, hvor man kan komme og hænge ud eller få en pause fra ens stressede hverdag. Jeg synes det siger meget om hende som person, at hun gerne vil have et sted, hvor unge kan komme og få et afbræk i hverdagen, da det tyder på, at hun har overskud og lyst til at være noget og gøre en forskel for andre.

’Jeg savnede det sociale aspekt ved at gå på højskole, derfor meldte jeg mig  ind i fællesskabet her i arresten “.

Skønhed og forfald

Når man går rundt i den gamle bygning, er der både skønhed og forfald. Nogle rum er helt nymalede og vedligeholdt. Der var et stort rum med højt til loftet og lysekrone, i det her rum var der også et klaver og stole, rummet så pænt og nyt ud. Vi var også inde i den gamle retssal, som nu bliver brugt til koncerter og arrangementer.

Andre rum kunne bruge en kærlig hånd, for at se ud som de gjorde helt tilbage i de gamle dage.

Jeg var overrasket over kontrasten. I det faldefærdige rum ovenpå med gamle brædder, var der et let støvlag, der har samlet sig hen over årene, som bliver hvirvlet op i næsen og giver en lyst til at hoste og nyse.

I kælderen stødte jeg også på en hel del forladte rum. En gammel bar, hvor staben kunne nyde en kold øl, når de havde lidt fri fra de indsatte, med en hvid seddel hængende med en regel, hvor der stod ‘’ Chefen har altid ret’’. Et mørkt rum med støvede vinduer og lidt sollys ind. Vi så også udendørs celler, hvor fangerne en gang imellem fik lov til at tilbringe et par timer om dagen udenfor. Der var bedre plads, end der er indenfor. Gård-cellerne har bænke, og med et snert af grønne alger på murene. Baghaven af arresten var med lavt træhegn, jeg tænker, det er en nem vej at flygte.

Da vi træder ud af den røde bygning igen, mærker jeg ingen trang til at flygte. Nærmere en lyst til at komme igen. Vi sætter os ind i toget og kører væk fra den travle og urolige jernbanegade.

Reportage af Malte Westergaard Nielsen, Vrå Højskole.
Foto: Malte Westergaard Nielsen, Sarah Madsen, mfl.