Blandt Dansk Folkehjælp Hjørrings mange aktiviteter er et Senior-netværk, som er et tilbud til enlige om at mødes en gang om måneden til forskellige aktiviteter.
Onsdag var netværket atter samlet i Forsamlingsbygningen i Østergade, hvor programmet lød på fælles spisning, musik, sang og hygge.

En af deltagerne i seniornetværket er Lene fra Hjørring. Hun blev alene for et år siden og har siden haft svært ved at komme ud og være sammen med andre.

– Det er et godt tilbud. Jeg er rigtig glad for at komme her i seniornetværket, og jeg må indrømme, at jeg skulle spørges nogle gange. Nu har jeg været med siden september, og jeg kan mærke, at det er godt at komme ud blandt andre. Vi hygger og snakker godt sammen. Det gør mig godt.
Den lokale afdeling af Dansk Folkehjælp er i gang med det andet to-årige forløb med et månedligt fælles-arrangement for enlige seniorer under overskriften ”SeniorNET – fællesskab med andre seniorer”. Gunvor Sunesen leder projektet, hvor Hjørring Kommune er behjælpelig med at finde seniorer til målgruppen
– Vi indbyder ældre, enlige i Hjørring Kommune til at være med i vores fællesskab, der blandt andet omfatter udflugter, foredrag og socialt samvær. Vi er rigtig glade for at opleve, at mange har glæde af vores tilbud, fortæller lederen af Dansk Folkehjælp i Hjørring Kommune, Jette Videnkjær.

Har du lyst at høre mere, kan du kontakte Jette Vindekjær på telefon 23469660 eller lederen af forløbet Gunvor Sunesen på telefon 23464774.
Om SeniorNET
Tusindvis af ældre er ensomme i Danmark, og tallet er stigende i takt med at vi bliver ældre og ældre. Ensomhed kan have store konsekvenser for både livskvalitet og selvtillid.
SeniorNET har til formål at give ensomme ældre mulighed for at møde andre ældre i deres lokalområde og danne nye netværk og venskaber. Gennem SeniorNET kan de ældre blandt andet tage med på ferie og deltage i netværksdannende aktiviteter, hvor frivillige hjælper ældre med at skabe et fællesskab med andre ensomme og isolerede ældre.
På længere sigt skal det styrke den sociale kapital i lokalområdet ved at øge de ældres mulighed for at hjælpe hinanden og danne venskaber.
I filmen herunder fra 2019 fortæller Dansk Folkehjælp mere om SeniorNET.
Om Dansk Folkehjælp
Dansk Folkehjælp er en landsdækkende NGO, som arbejder for og med mennesker i socialt- og økonomisk udsatte livspositioner.
Vi arbejder for at reducere ulighed og mener, at varige sociale forandringer sker ved sikre handlekraft og lige muligheder til alle. Vi arbejder nationalt og internationalt og hjælper uden at skele til nationalitet, etnicitet eller religion.
Kilde: Dansk Folkehjælp



