Økonomiudvalget i Hjørring Kommune har onsdag lagt sig fast på hvilke kulturinitiativer der skal prioriteres de næste to år.
Efter en drøftelse af den nye kulturpolitik har udvalget besluttet, hvilke målrettede indsatser indenfor kulturområdet der skal prioriteres i 2024-2025. Disse initiativer afspejler kommunens vision om at styrke og berige det lokale kulturliv til gavn for alle borgere.
På baggrund af den nyligt vedtagne kulturpolitik, der sætter klare mål og fokusområder for kulturen i kommunen, har Økonomiudvalget besluttet at have særligt fokus på synliggørelse af de mange kulturaktiviteter der er i kommunen, at styrke samspillet mellem kultur og erhvervsliv samt at udvikle en sommerskole med kulturaktiviteter for børn.
Synliggørelse af kulturlivet
Den første målrettede indsats fokuserer på at øge synligheden og tilgængeligheden af det lokale kulturliv. Gennem en række initiativer vil kommunen aktivt støtte arrangementer og events i både byen, områdebyerne, landsbyerne og på landet. Et centralt element i denne indsats er etableringen af en online Kulturkalender, som skal være det foretrukne samlingspunkt for kulturinteresserede borgere og kulturarrangører.
Kultur og erhverv
Det næste skridt er at styrke samspillet mellem kultur og erhvervsliv.
– Der er et potentiale i at styrke samarbejdet mellem erhvervsliv og kulturliv, fortæller Mette Jensen (C) fra Økonomiudvalget, og fortsætter:
– En tættere kobling mellem kulturbranchen og erhvervslivet vil have en positiv indvirkning på kommunens vækst og udvikling.
Økonomiudvalget vil drøfte og konkretisere initiativerne for indsatsen i efteråret 2024.
Børn og unge
Den tredje indsats retter sig mod at integrere kulturaktiviteter i børns hverdag. Ved at tilbyde en sommerskole med fokus på kulturaktiviteter ønsker kommunen at skabe en platform, hvor børn kan udfolde deres kreativitet.
– Den kulturelle virkekraft blandt foreninger, kunstnere og kulturinstitutioner er stor i vores kommune, forklarer Thomas Klimek (A) fra Økonomiudvalget.
– Så vi har et stærkt udgangspunkt for at lave en sommerskole, der kan styrke børns forhold til kultur samt deres generelle trivsel og udvikling, slutter han.
Økonomiudvalget har afsat midler til de målrettede indsatser, og på baggrund af drøftelser i udvalget i efteråret, vil forvaltningen udarbejde handleplaner og iværksætte de nødvendige initiativer.
Samarbejdet mellem kommune, kulturaktører og andre interessenter spiller en central rolle i gennemførelsen af de ambitiøse planer.