Der fældes en tåre
Der fældes en tåre
når solen står op
en tåre som lyser og smiler
da mærkes den lethed
der fylder min krop
når sjælen og sindet sig hviler
Der fældes en tåre
ved havstokkens kant
når blikket det fanges af blæsten
hvor kimingens stemme
den lokker iblandt
de talrige vindsus fra vesten
Der fældes en tåre
ved solsortens sang
de kønneste triller i skoven
en tone er kort og
en anden er lang
de rammer mit hjerte fra oven
Der fældes en tåre
når solen går ned
og tilsiger stjernen at komme
da mærkes den tavse
den ordløse fred
som skænkes når dagen er omme
Af digter og forfatter Poul Jansen i marts 2024.