Af Carsten Andersen, formand for 3F Skagerak, byrådsmedlem for Socialdemokratiet og medlem af bestyrelsen i Hirtshals Havn og Rasmus Prehn, folketingsmedlem og formand for Folketingets Transportudvalg også fra Socialdemokratiet.
Hirtshals Havn er en af landets vigtigste erhvervs- og færgehavne. Havnen er brohovedet til norden. Vigtig for fiskeriet, for fragt, logistik og distribution til hele Europa. Og så er Hirtshals Havn en vigtig arbejdsplads for hundredvis af lokale borgere.
Derfor er det afgørende vigtigt, at vi gør vores yderste for at sikre de bedst mulige betingelser for Hirtshals Havn. Her er der rigtigt meget at tage fat på med fremtidssikring, energiforsyning og meget andet, som vi er i fuld gang med. Men et afgørende og helt fundamental element i Hirtshals havns livsbetingelser er, at der er tilstrækkelig gode vejforbindelser ud i resten af Europa.
Her har kødannelse, ventetid og usikkerhed i forbindelse med krydsning af Limfjorden været et stort problem i efterhånden mange år. Så stort et problem, at der har været færgeselskaber og øvrige virksomheder, der højlydt har kritiseret forholdene og ligefrem antydet, at deres aktiviteter kunne placeres syd for Limfjorden i stedet for med massive tab af arbejdspladser og muligheder for Nordjylland til følge. Af disse og mange andre årsager, bl.a. bosætning, tiltrækning af nye arbejdspladser og pendlertid, har vi længe presset på for at få sikret en ny limfjordsforbindelse. Og nu sker der endeligt noget.
På tirsdag den 19. marts førstebehandler Folketinget anlægsloven om den 3. Limfjordsforbindelse. Snart kan spaden komme i jorden, og vi kan komme i gang med at anlægge den nye forbindelse. Vi Socialdemokrater siger sammen med den brede SVM-regeringen og en række andre partier et KÆMPE JA TAK til den ny limfjordsforbindelse.
Den bliver en styrke for Hirtshals Havn og hele Nordjylland!