At kunne komme helt tæt på et fremmed og vildt dyr, synes for de fleste lige dele svært og fascinerende. At skulle dokumentere et dyr uden at blive opdaget, synes nær umuligt.
Det er imidlertid hverdagen for fuglefotografen og lige om lidt åbner Det Grå Fyr dørene til den nye udstilling’ Himmelske Portrætter’, som inviterer sine gæster med helt tæt på fuglene, som de ses gennem linsen på en lokal fuglefotograf.
Udstillingen udgøres af et væld af smukke og detaljerige fotografier. På nært hold får man et indtryk af de fascinerende fugle, når de spiser, jager og observerer, og man får mulighed for at lære mere om de teknikker, der skal til, for at kunne fastholde de vilde dyr i et enkelt knips med kameraet.
‘Himmelske Portrætter’ er en sansestimulerende udstilling og som besøgende indbydes man til at komme helt tæt på fuglefotografens arbejde. På egen krop kan man tage plads i et fotoskjul og lære om hemmelighederne ved det gode fuglefotografi og – måske – blive en lille smule skræmt af et ægte ådsel.
Gennem legende og interaktive elementer vil både voksne og børn kunne prøve kræfter med fugleoptælling, og i udstillingens aktivitetsrum, kan man udfordre sin viden om fugle over et slag ‘Hvem er hvem?’ eller lege med kompositioner i et minifotostudie.
‘Himmelske Portrætter’ er en udstilling for hele familien. Det er en udstilling, der inviterer sine gæster med bag kulissen og som sætter både fuglene og fotografen i centrum. Det er også en udstilling, som zoomer ind på den enkelte fugl, men også på de store fugletræk over Skagen, som begge kan fortælle os en hel del om den verden og natur vi lever i.
De smukke fotografier er taget af den lokale fuglefotograf Julie Skiveren (f. 1997), som siden hun var barn har været optaget af naturen og de dyr, der beboer den. Julie er selvlært og det er de mange timer i naturen med sit kamera, der har gjort hende til den helt igennem dygtige fugle- og naturfotograf hun er i dag. Julie er i sit virke lige nu optaget af komposition, baggrunde og farver, og den kunstneriske tilgang til naturfotografiet ses meget tydeligt i udstillingen.
‘Himmelske Portrætter’ åbner fredag d. 22. marts 2024 kl. 14.00 – 16.00, hvor der vil blive budt på et lille glas og lidt godt til ganen.
Udstillingen kan ses frem til den 27. oktober i i Det Grå Fyr, Fyrvej 36, 9990 Skagen