Kom og Dans Hjørring havde i går inviteret alle Kom og Dans medlemmer, til 5 års fødselsdagsfest på UCN i Hjørring. Aftenen bød på mad fra Kvickly, efter maden var der lagt op til et lærerigt for-kursus med de populære danseinstruktører, Henrik og Anne Marie Hansen, som kommer fra Kom og Dans Ribe.
“Selvom tilmeldingen var lidt træg i starten, så har tilmeldingen oversteget vores forventninger. Vi håbede på, at hvis vi kom op et sted mellem 50-100 deltagere, så ville vi være glade, men 125 fandt vej til vores danseaften. Det er vi meget glade for.” lyder det fra Daniel, som er kasserer i Kom og Dans Hjørring.
Det var ikke blot foreningens egne medlemmer, der deltog til aftenens fødselsdagsfest. Der kom deltagere fra Kom og Dans fra både Sæby, Randers, Silkeborg og flere andre steder i landet.
Foreningens bestyrelse takker alle deltagere for en helt fantastisk aften.
Kom og Dans Hjørring
Kom og Dans Hjørring er en danseforening, som er i rivende udvikling. Mange nye medlemmer er kommet til det seneste år og der er plads til endnu flere. Kom og Dans byder på dansestile indenfor swing og rock´n´roll og så lover foreningen, at udover det er hamrende sjovt, så er det også særdeles sundt, da pulsen virkelig har mulighed for at komme på arbejde.
Du kan læse mere om Kom og Dans Hjørring, på foreningens facebookside eller på foreningens hjemmeside