Lokallisten i Hjørring lukker og slukker. På sin netop afholdte ekstraordinære generalforsamling blev det efter indstilling fra bestyrelsen besluttet at opløse Lokallisten. En svær beslutning, som alle fremmødte ikke desto mindre tilsluttede sig.
Historisk set blev Lokallisten en realitet i juni måned 2005, og var siden repræsenteret i byrådet indtil kommunalvalget i 2021. Ifølge lokallistens formand John Nielsen har det efterfølgende været op ad bakke at skabe grundlag for listens fortsatte eksistens.
– Vi løb tør for dygtige og engagerede kandidater, præciserer John Nielsen – Og så har antallet af medlemmer været faldende. Det har været svært at tiltrække nye bestyrelsesmedlemmer. Den manglende repræsentation i byrådet har gjort det langt sværere at følge med i hele det politiske arbejde. Det har været svært at tiltrække byrådskandidater, og listen har i flere tilfælde oplevet, at medlemmer som har været opstillet som byrådskandidater, og medlemmer som ønskede at opstille som byrådskandidat har forladt Lokallisten til fordel for partier, hvor de mente at have bedre mulighed for at opnå valg. Vores valgsystem gør, at det ikke nødvendigvis er dem, der får flest personlige stemmer, der bliver valgt til byrådet.
Desuden mener John Nielsen, at det har været en udfordring at få listens budskaber igennem til vælgerne. For selv om mange grundlæggende har været enige i, at det er vigtigt, at lokalområdernes interesser bliver varetaget i byrådsarbejdet, så er blevet sværere og sværere at overbevise vælgerne om, at Lokallisten ville kunne gøre sin indflydelse gældende. Endelig har John Nielsen også en oplevelse af, at kommunalvalg i stadig stigende grad er blevet til borgmestervalg. Det gør det vanskeligt, for en lokalliste, for mange ser ifølge ham helst, at borgmesteren har en direkte linje til Christiansborg.
– Det var på den baggrund, at beslutningen om at lukke og slukke for Lokallisten blev truffet. Men det gør ondt. Det er med stort vemod, vi siger farvel, men alle fremmødte var enige om, ”at det der ikke kan stå, må falde” og helt ærligt, selvom Lokallisten siger farvel, så mener jeg, vi kan være stolte over, det præg vi satte på det politiske arbejde i Hjørring kommune. Gennem næsten tyve år var vi i Lokallisten lokalområdernes talerør, slutter John Nielsen.