Når der er noget i min postkasse, altså ikke min mailbox, men den gode gammeldags postkasse ude ved havelågen, er der ikke meget, der kan gøre mig så glad som en ny bog af den lokale forfatter Peter Mouritzen, der til daglig bor i Vrå, men har sommerhus i Blokhus.
Denne gang var det en efterfølger til den muntre Dyr du ikke ser. Efterfølgeren hedder Det lange hyl med undertitlen Og andre dyr du ikke ser. Under sin cykelture i plantagen nær sommerhuset har forfatteren, som med egne ord skriver for ikke at lave andre ulykker, fundet en mageløs biodiversitet, som det hedder nu om stunder.

Det vrimler nemlig med de mest fantastiske dyr, som mange af os andre givetvis ikke ser, hvilket derfor også påpeges i undertitlen. Forfatteren har derfor foreviget disse forunderlige dyr og troligt navngivet dem. Det gælder blandt mange andre dyr som flagermusen Flop og den gamle øgle Ollerik.

Der er dog også væsner, som i kraft af deres mere troldeagtige udseende får navne som Skovfar og Skovmor. Det hedder i det lille prosadigt om ham, at han er rar alle ugens dage på nær om onsdagen, hvor han er ond. Gå ikke i skoven om onsdagen, lyder derfor advarslen.
For feinschmeckere blandt forfatterens fans er bogen virkelig et kærligt gensyn med hans vildt fabulerende fantasi, mens nye læsere med fordel kan stige på det store forfatterskab her.
Bogen kan med garanti inspirere både børn og voksne til at lægge skærmen fra sig for at gå på opdagelse i naturen.
Læs meget mere om forfatteren her på hjemmeside Peter Mouritzen.
Link til relateret artikel


