Direktør Flemming Schaltz og de ansatte har for tiden mere travlt end næsten nogensinde hos Hirtshals EL-motorservice.
Mens virksomheden i forvejen har fem motorer fra vindmøller inde til en gennemgribende renovering, er der netop ankommet yderligere ni til matriklen ved Cort Adelersvej på Østhavnen.
– Vi får dem fra et internationalt firma, der servicerer vindmøller af lidt ældre dato, som typisk har en kapacitet på mellem 200 og 1.000 KW, hvortil der ikke altid kan skaffes reservedele og nye generatorer, hvilket giver ekstra arbejde med renovering til os, fortæller Flemming Schaltz.

I modsætning til mange andre firmaer med pres på produktion og service har den lokale virksomhed endnu ikke haft de helt store udfordringer med at tiltrække tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Senest har direktøren lige ansat yderligere to uddannede elektronikteknikere.
Ud over arbejdet med motorer fra vindmøller, som rundt regnet aktuelt udgør omkring en tredjedel af virksomhedens omsætning, har Hirtshals EL-motorservice selvfølgelig en del maritime projekter, hvilket ikke mindst gør sig gældende hos Karstensens Skibsværft i Skagen.
Derfor er ordrebogen på direktørens computer også pænt opdateret adskillige måneder ud i fremtiden hos Hirtshals EL-motorservice.


