Af Jakob Borup
Skoleleder
Lokalpolitiker
Forfatter
Hjørring
Med en noget famlende start indførte Brøndby som den første klub fuldprofessionelle tilstande. I starten af 1990- erne var de sidste fyraftensproffer taget af brættet. Grundlaget for fagre ny verden var etableret. Når det er så kort en historie kan mange huske skiftet.
Med professionen ”fodboldspiller” fulgte en tidligere rekruttering af talenter og en mere målrettet uddannelse. Heldigvis fastslog lovgivningen på området at fodboldspillere skulle gennemføre mindst en ungdomsuddannelse. Derigennem fastholdt man i princippet en bredere uddannelse og især dannelsesaspektet. Man kan kun håbe, at lovgivningen bliver fulgt til punkt og prikke.
Uddannelsen til fodboldspiller reflekterer, den uddannelse trænerne har med i bagagen. DBU følger Uefa`s struktur med licenskrav til de forskellige ligaer. Kigger man på træner uddannelsen- og ser bort fra P-licensen, der er målrettet superligaen – er mere end 80% af indholdet fokuseret på viden om fysiske, tekniske og taktiske færdigheder. Det er måske meget naturligt i et instruktions- og trænerstyret miljø. Uddannelsen af fodboldspilleren er i den grad i centrum. Den sidste del af træneruddannelsen er rettet imod pædagogik, ledelse, sociologi, etik og personlig fremtræden.
Dannelse af fodboldspillere burde være forankret i disse temaer. Specielt når man vælger at opfatte ”dannelse” som et pejlemærke for samspillet mellem mennesker. Måden at være sammen på er den enkle og mest reelle form, dannelse kan udtrykkes i. Gode relationer er et udtryk for dannelse netop i et konkurrencemiljø, som talentudviklingen også er. Derfor skal dannelse fylde mere i uddannelsen af de, der har opgaver i talentudviklingen.
Man fristes til at til at tænke ”uddannelse uden dannelse er dumhed, og dannelse uden uddannelse er tomhed”. I de seneste måneder har blandt andet Jakob Blåbjerg sagt fra efter 10 år i miljøet. I et længere interview med Troels Bech forklarede han, hvorfor det ikke længere var interessant for ham at være en del af miljøet. Der var simpelthen ikke nok perspektiver i arbejdet.
Forankringen til omverdenen var utilstrækkelig. Nils Middelboe udtrykte det smukt i sine ”Ti fyndord” i 1965: ”Store medfødte evner er ikke nok. Selv det største talent må have såvel fysisk som moralsk (åndelig) kondition”. Ser man på, hvor mange danske spillere, der i en ung alder drager ud til større ligaer og andre kulturer, må man desværre konstatere, at alt for mange ikke klarer sig.
Mange kommer tilbage til Danmark for at kickstarte karrieren. Evnen til at håndtere en tilværelse i en anden kultur med sprog osv. rækker ikke altid. Vi kan støtte de unge talenter ved at lade dannelse være en vigtig del af fodbolduddannelsen og dermed lægge mere vægt på ”mestring af fodbold og livet”. Ved at medtænke dannelse i processen kan vi løfte fodbolden i Danmark til et højere niveau.
Der er masser af inspiration at hente hos andre sportsgrene, der spiller med på det ypperste niveau. Hvordan kan danske badmintonspillere nå samme niveau som kineserne? Alene ved den bedst mulige udnyttelse af den enkeltes ressourcer. Spillerintelligens er nøglen til denne succes. Læringsmiljøer supplerer træningsmiljøer. Hjerner og hjerter inddrages i arbejdet.
I bogen Talenternes Paradis – bring hjerner og hjerter i samspil har vi vist veje til forandringer. Her kan du læse andre overvejelser om en meningsskabende fremtidig fodboldkultur i Danmark.
