Livet pibler frem i påsken, hvilket ikke mindst gælder anemonerne. Om foråret dækkes skovbunden mange steder af et hvidt tæppe af blomstrende anemoner.
Andre steder er det den blå anemone, der kommer først op af mulden, hvilket gælder hjemme hos Kurt Prentow, der i mange år var ansat hos Nordsøen Oceanarium, men nu bor ved Århus.
– Vi er så heldige, at vi har både blå, hvid og gul anemone i baghaven. Den først udsprungne er den blå, og den ses nu, afslører han med henvisning til det fine foto ovenfor.
Anemonens stængler i jorden sender nemlig i denne tid sine skud op med blade og blomster. De skal udnytte forårets lune solstråler, før træernes blade springer ud og tager lyset. På den korte tid skal anemonen både nå at blomstre, få befrugtet sine frø og så dem til året efter.
Der er desuden et gammelt udtryk, der tager planten under kærlig behandling. At knække anemoner med nakken betyder nemlig at elske i skovbunden.
Planten er ikke desto mindre giftig at spise for mennesker, men rådyr kan uden problemer guffe sig mæt i de smukke blomster, kan man læse hos Danmarks Naturfredningsforening.
Desuden har den smukke blomst som bekendt givet uforglemmelig inspiration til digterpræsten Kaj Munks berømmede forårsdigt “Den blaa Anemone”.
“Hvad var det dog, der skete? Mit Hjerte haardt og koldt som Kvarts maa smelte ved at se det den første dag i marts,” skrev Kaj Munk.
Efter mordet på Kaj Munk i 1944 lavede Egil Harder en melodi, og sangen blev for alvor kendt, da den blev fremført af Aksel Schiøtz.
