I dette forår inviterer Hjørring Gymnasium igen til fem gratis foredrag med tidligere elever, som har en spændende faglig profil.
Onsdag den 10. april kl. 19 til 21 vil Claus Thornby Larsen således holde et spændende foredrag med titlen ’EU – sprog og politik’.
Claus Thornby Larsen blev student fra Hjørring Gymnasium i 1984. I perioden 2000-2022 arbejdede Claus Thornby Larsen i EU-Kommissionen i Luxembourg som oversætter og specialist i sprogteknologi.
Siden 2022 har han været udstationeret til EU-Kommissionens Repræsentation i København som Language Affairs Officer. I løbet af foredraget vil du bl.a. få svar på følgende: Hvilken status har de forskellige sprog i EU-systemet formelt og i praksis? Og hvordan klarer det danske sprog sig i den sammenhæng?
Foredraget er gratis, men du skal tilmelde dig ved at sende en e-mail til: [email protected]. Skriv i emnefeltet, hvilken dato du tilmelder dig. Alle foredrag holdes i auditoriet i kælderen på Hjørring Gymnasium.
Stjerneforedragene er støttet af Nordea-fonden



