Et eller andet sted er vi nok alle lidt lokalpatrioter, noterer Betina D. Jensen, som er formand i Hjørring Handel.
– Vi vil derfor alle det bedste for vores by og kommune. Vi ønsker en levende attraktiv bymidte, og vi ved, den er forudsætningen for en succesfuld kommune, tilføjer formanden i en mail til medlemmerne af Hjørring Handel.
– En midtby med puls og menneskefyldte gågader er forudsætningen for en driftig detailhandel, turisme og et rigt kulturliv – og forudsætningen for tiltrækning af arbejdskraft og bosætning.
– Desværre er det ikke noget, der sker af sig selv – vi er derfor nødt til at stå sammen herom – hvilket vi i Hjørring Handel det seneste års tid har gjort sammen med Hjørring Kommune, Business Hjørring, Metropol Shopping, Erhverv Hjørring, Dansk Erhverv og Nordjyske udlejere.
– Vi har sammen fået udformet en ny strategi for Hjørring Midtby, som vi gerne vil præsentere for dig. Samtidig vil vi bede om input til, hvordan vi kan få ”ting” til at ske i de tomme lokaler i midtbyen, og i det hele taget gøre midtbyen så attraktiv, at det er byen at besøge nord for fjorden.
Mødet finder sted på Vendelbohus torsdag d. 2. maj kl. 17.30 til 20.30.
Mødet starter kl. 17.30 med sandwich og vand.
Kl. 18.00 går mødet i gang.
– Jeg håber inderligt, du vil prioritere dette møde, da det er et vigtigt møde ift. at tage næste skridt i samarbejdet om bymidten, og vi har brug for dine input til de kommende handlinger, vi sammen vil prioritere, slutter Betina D. Jensen.
Tilmeld dig her: https://hjhandler.dk/stormoede/
Se bymidtestrategien her: https://hjhandler.dk/wp-content/uploads/2024/03/Endelig-bymidteplan.pdf