Soroptimisterne i Hjørring inviterer torsdag den 18. april klokken 19 til foredrag om fotografen Kirstine Lund, som den 8. marts 2024, som den første kvinde, fik en mindesten i Sct. Knuds Kilde i Hjørring.
Kirstine Lund omtale som en formidabel fotograf. Hun blev født i Løkken i 1852 og var fotograf i årene 1882 – 1909. Hun døde i 1948.
Der er mange gode portrætter og andre billeder fra hendes hånd. Hun begyndte som fotograf i Løkken 1882-1884 og var derefter i Hjørring – med filial i Lønstrup – indtil nogle af hendes medarbejdere overtog atelieret i 1909.
Foredraget ved Jan Rasmussen holdes i Rådhussalen i Det gamle Rådhus, Torvet 6 i Hjørring. Prisen for dette foredrag er 75 kroner inklusiv kaffe og kage. Billet købes ved døren eller via MobilePay 21492742, og MobilePay kvittering er billet ved døren, som åbnes klokken 18.30.
I Sct. Knuds Kilde i Hjørring står en lang række mindesten sat op i perioden fra 1909 til 2005. Langt de fleste – 22 af dem – blev sat i 1909 af tandlæge og daværende museumsleder for Vendsyssel Historiske Museum Jørgen Jakob Lønborg Friis.
De mange mindesten er rejst over ”Vendelboernes Mærkedage og bekendte Mænd fødte i Vendsyssel”, som der står på den første sten. Stenene mindes dygtige og betydningsfulde mænd, særlige begivenheder eller grupper af mænd: 11. regiment soldater, som kæmpede ved Isted under Tre-årskrigen 1848-1851, redningsmændene ved de danske kyster og den danske modstandsbevægelse.
Intet sted var der opsat en sten for en kvinde. Det ændrede den lokale afdeling af Soroptimisterne i Hjørring på, da de i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum, på Kvinderne International Kampdag, i Sct. Knud Kilde afslørede den første sten for en kvinde – Kirstine Lund.
Soroptimisterne er en del af et internationalt netværk af kvinder i erhverv med 1600 medlemmer i Danmark. Her arbejder man netop for kvinder og børns rettigheder, så de rejste meget passende spørgsmålet: – Kan det passe, at der ikke er en historisk kvinde fra Hjørring og omegn, som fortjener en mindesten?
Sammen med Søren Homann, formand for Teknik og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, pensioneret naturvejleder Jørgen Stubgaard og museumsdirektør Anne Dorthe Holm, Vendsyssel Historiske Museum, satte Soroptimisterne med Marie Lade og Lene S. Pedersen i spidsen, sig for at finde frem til en historisk kvinde, som fortjener en mindesten. Kirstine Lund blev den første.
Du kan læse den spændende historie om mesterfotografen Kirstine Lund hos Fotohistorie.
Inspiration fra Soroptimisterne Hjørring og Fotohistorie


