Kunstneren Esben Hanefelt Kristensen har i 2021 malet 28 kvadratiske malerier, der sammen med 28 tekster af tidligere biskop over Aalborg Stift Henning Toft Bro udgør bogen Kristusalfabetet – strejftog i Jesu liv.
Det var lige præcis disse 28 billeder, der i dag var udgangspunkt for Anne-Gerda Tvillings besøg på Bindslev Skole. Som konsulent hos Skole-Kirke Tjenesten kan hun nemlig bookes til at undervise elever i hele Hjørring Kommune.
Børn fra både indskoling og mellemtrin skulle således tirsdag se og opleve værket, løse opgaver og lytte til nogle af de udvalgte bibelske fortællinger, der ligger bag hvert af de 28 billedrige og udtryksfulde bogstaver i Kristusalfabetet.
Bag bogstavet A gemmer sig eksempelvis en indledende beretning om, hvordan alle folk i Galilæa, små som store, kendte til den mærkelige mand Jesus, der var at finde forskellige steder i bjergene omkring Genesaret Sø.
Som erfaren underviser formåede Anne-Gerda Tvilling at fange og fastholde alle elevers opmærksomhed på nogle af Bibelens mange grundfortællinger helt fra israelitternes fangenskab i Egypten til korsfæstelsen af Jesus.
Selv i folkeskolen, der fornuftigvis hviler på et solidt sekulært fundament, kan undervisningen i faget kristendom, som ikke i den sammenhæng er forkyndende, heldigvis fortsat fascinere skolebørnene.
Foto: Niels Skipper.