I lørdags havde Hjørring Futsal Klub (HFK) en helt fantastisk dag. Først og fremmest spillede de sig i semifinalen med en kamp der havde alt – lige fra mål til frieri.
Efterfølgende havde HFK indbudt sponsorer og frivillige til trøjeauktion og afterparty. Jacob Strandeng havde med lys, musik og lækker grafik sørget for et professionelt udtryk, der satte de perfekte rammer for aftenen.
Klubbens målmand William Rams havde for en stund byttet målet ud med en mikrofon og var aftenens auktionarius og konferencier. I hans selskab blev de 300 gæster ført sikkert og underholdende igennem trøjeauktionen, hvorefter klubben er dybt taknemmelige for alle de penge, som vi samlede ind til klubben.
Efterfølgende blev et par af bordene byttet ud med et dansegulv, der denne aften var særdeles velbesøgt. Et andet sted, der også var særdeles velbesøgt, var de to Zwei Grosse-barer, hvor bartenderne ihærdigt forsøgte at følge med de tørstige gæster.
Da man kom ud på natten havde Zwei Grosse sørget for fælles bustransport til Zwei Grosse Hjørring, hvor der blev sat punktum for aftenen.
Foto: Jacob Strandeng.