Leif Hougaard har solgt sin tømrervirksomhed i Galten og købt Tversted Strandkro, som snart åbner igen.
Da NordsøPosten kiggede forbi var han i fuld sving med en større renovering og fortæller gerne om sit projekt i Tversted:
Efter en større ombygning er vi klar til at åbne midt i juni i en moderniseret udgave. Bygningen langs Tannisbugtvej er omdannet til lejligheder og værelser.
Den eksisterende bygning mod syd ved terrassen er bevaret som festsal. Den er moderniseret og ændret, så lokalerne er klar til alle, der får lyst til at holde en fest eller sammenkomst og samtidig kan der tilbydes overnatning på kroen. Lokalerne kan også lejes til andre formål som møder, udstilling, koncerter med mere.
Leif Hougaard har opholdt sig meget i Tversted i forbindelse med renoveringen, og han har fået mange nye kontakter.
– Det har været hyggeligt at få besøg af Tversted-borgere, der har fulgt ombygningen, og høre deres beretninger om bal på kroen og gode minder fra gammel tid, hvor man gik til bal. Også den gamle slyngelstue har givet anledning til en række historier, og det er tydeligt, at det har været et samlingssted, hvor historier fik liv til en ny omgang rundt i byen.
Fra midt juni til sidst august er der åben for bookning af værelser og lejligheder som B&B/overnatning og god morgenmad.
– Alle er naturligvis velkommen til at bestille bord til morgenmad. Kroen er åben i denne periode som cafe. Der vil også være mulighed for bordbestilling til middag.
I resten af året er kroen åben for selskaber med eller uden overnatning.
Leif Hougaard mangler medarbejdere i køkkenet, til servering i sommer og til festservering uden for sæson, hjælp til rengøring og hjælp ved musikarrangementer og lignende.


