Dorte og Anders Østerby tager fra den 28. april til den 11. juni i år på den helt store cykeltur rundt i Danmark. Undervejs vil parret besøge de fleste danske fyrtårne. Deraf naturligvis navnet på turen.
– Vi er i fuld gang med planlægningen af turen. Vi starter med at bo en uge på Det Grå Fyr i Ska-
gen, inden vi begiver os ud på den over 2.000 kilometer lange odyssé. Vi håber på at kunne bo på så mange af fyrtårnene som muligt eller så tæt, på som det nu kan lade sig gøre, fortæller parret.
Dorte og Anders Østerby besøger også og bor på Dansk Ornitologisk Forenings tre fuglestationer. Nmelig Skagen Fuglestation ved Det Grå Fyr, Blåvand Fuglestation og Gedser Fuglestation.

Parrets passion for fyrtårnene og deres historie hænger tæt sammen med deres store interesse for fugle. Anders har boet på det nu verdensberømte Rubjerg Knude Fyr i ferier i slutningen af 70’erne og i hele første halvår af 1981, hvor han var med til at drive Rubjerg Knude Fuglestation.
– Fyrtårnene er tit placeret på steder, hvor der kommer mange trækfugle forbi forår og efterår. Vi
har derfor valgt at lægge turen i foråret, hvor vi vil kunne opleve forårets mange trækfugle, tilføjer Anders Østerby.
Undervejs kan turen følges på deres Facebook-gruppe: Tour de danske fyr 2024. Dem, der følger
FB-gruppen hele vejen, kan deltage i konkurrencen om to overnatninger på Det Grå Fyr i Skagen
(for to personer).
– Efter turen vil vi gerne rundt og fortælle om vores oplevelser med fyrene, folk og fæ og alt det andet, vi møder undervejs, slutter Anders Østerby.
Foto: Privat.


