Havnebyens nye klub består af ildsjæle med et hjerte, der banker for alt fra den klassiske blå Hirtshals kutter; de første østtyskere og til de moderne, nye trawlere.
– Navnet er som allerede afsløret HG-klubben, og den vil arbejde på at få registreret og lavet skibsoptegnelser af alle HG kuttere fra Hirtshals havn. Klubben består af Kjeld Vestergaard, Svend Andersen, Karl Johan Hjermitslev, Mogens Bilde, Preben Andersen, Tage Hyldig, Ole Toft, Jens Nielsen og Anders Jensen. Klubben mødes én gang om måneden hos MarineShaft i OC klubbens lokale på Silvervej, fortæller Kristina Brenk, som i øvrigt er Marketing Coordinator hos Marine Shaft A/S.
– Det er et stort stykke arbejde de har sat i gang, idet der er mange kuttere, der i dag er ophugget og svære at finde informationer på, og der er heller ikke mange fiskere tilbage, til at fortælle anekdoter. Derfor vil man i HG-klubben sætte stor pris på hjælp fra alle, der har viden, dokumentation og billeder af HG kutterne, og som kan fortælle lidt historik om bådene og hvad de blev brugt til, tilføjer Kristina Brenk.
Har du informationer eller materiale om en HG fiskekutter, kan du kontakte klubben på mail: hg-klubben@marineshaft.dk, for at aftale nærmere omkring kopiering af materialet.
Baggrundsinfo
Et HG nummer kan kobles op på flere forskellige skibe, men hvert skib har sit eget kaldenavn ex. OVIT, som kun gælder for dette ene skib.
Foto: Kristina Brenk.