Langt de fleste kender formentlig bedst Bent Bro fra de mange år med Danmarks angiveligt ældste boyband, som naturligvis var og er Tørfisk.
Nu er Bent Bro imidlertid gået solo med sønnike Anders Bro, som nogen til gengæld kender fra fjernsynsprogrammet Fotovognen på TV MIDTVEST. Det er der kommet en rigtig god duo ud af, som lørdag gav koncert foran en tæt pakket terrasse hos Hirtshals Kro, hvor de blev budt velkommen af Tommy Høj, som er formand for Hirtshals Handel & Erhverv
Humoren og timingen var den samme henholdsvis lune og velturnerede, som man fortsat kan opleve hos Tørfisk, men altså nu uden Bent Bro. Her er showet så blot forstærket af munter anekdotisk og musikalsk pingpong mellem far og søn.
Før koncerten dukkede Ib Grønbech, meget apropos den lune humor, op på Hirtshals Kro. Han påstod at have medbragt et nodestativ til Bent Bro. Uden det ville sidstnævnte nemlig ikke kunne huske teksterne. Til gengæld fik Ib Grønbech tilbage af samme skuffe fra Bent Bro. Vendelboen kan nemlig angiveligt slet ikke synge, fastslog den musikalske thybo fra scenen, hvilket afstedkom højlydt latter blandt publikum og et venskabeligt smil fra kollegaen Ib Grønbech.
Den slags drillerier og muntre anekdoter, krydret med lokalt vinklede kommentarer til publikum, brillerede duoen elegant med mellem numrene.
Sangene undervejs var både deres egne og andres, som blandt andet En klog gammel mand af Poul Krebs. Stærkt leveret live uden playback.