Den konservative viceborgmester Per Møller fra Hjørring Kommune har lørdag været på scenen ved DM i Skills 2024, der i år afholdes i Roskilde. Her modtog viceborgmesteren på vegne af Hjørring Kommune statuetten som værtsby for DM i Skills 2026.
Lokalt var der stor glæde over det kommende værtsskab, da afgørelsen i marts måned blev afsløret. Kommunen ser det som en enestående mulighed for at promovere erhvervsuddannelserne og inspirere og motivere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse som vejen til en spændende karriere.
– Det handler om at sætte Hjørring og Nordjylland på landkortet, og det skaber nogle rigtig stærke fællesskaber, og det synes jeg, vi er rigtig gode til i Nordjylland, sagde den konservative viceborgmester Per Møller ifølge TV2 Nord.
Hvad er DM i Skills?
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
Vinderne går videre til EM i Skills, hvor der skal dystes mod elever fra de andre europæiske lande. Det finder sted næste år.
Kilde: DM i Skills og TV2 Nord.