Hirtshals Boldklubs førstehold startede kampen godt ud med et nyt system, som skulle stabilisere defensiven i kampen mod Svenstrup-Godthåb IF. Holdet endte da også med at være fuldstændig boldstyrende og har via deres centrale midtbane fuld kontrol over kampen.
– Vi kommer foran 1-0 ved Simon Høgh. Efter en mærkelig situation, hvor deres spiller vil heade den tilbage til deres målmand, men vi er en 3-4 stykker i det område, der var klar, og vi får den prikket ind. Derefter får Simon igen scoret et flot hovedstødsmål på en dødbold fra Malthe, og han giver os de bedste rammer for en god første halvleg, fortæller træner Jesper Ladefoged.
– Vi scorer igen ved Mikkel B efter en god solotur fra Kasper Jokumsen, som med al sin energi får arbejdet bolden hen til Mikkel, der lige skulle bruge lidt bandespil, før den gik i mål. 3-0 til pausen, og det er vel og mærke nok vores bedste første halvleg, jeg har set. Vi var virkelig gode på bolden, og Svenstrup kunne ikke gøre så meget, uddyber førsteholdstræneren.
– Efter pausen vidste vi, at Svenstrup kom med lidt mere, men deres overtag udeblev og vi havde godt styr på kampen og havde utallige chancer til at gøre det større end 3-0. Men de får scoret på et indlæg, hvor vi står forkert. Det slog os dog ikke ud, da vi efter et flot angreb cementerer sejren til 4-1 i de sidste minutter tilføjer Jesper Ladefoged.
– En flot spillet kamp, som har gjort, at Hirtshals er med igen og stor ros til spillerne for denne kamp. Det var en fornøjelse at se det fodbold, de spiller på dagen, slutter førsteholdets træner.
Simon Høgh bliver fortjent kampens spiller med 10 stemmer efter en ny rolle i midterforsvaret og med 2 mål.