I torsdags landede DBU Pigeraketten på de grønne baner ved Sindal Stadion, hvor 46 forventningsfulde piger i alderen 5 til 11 år stod klar til at stige ombord.
Forud ventede to timer bold-hygge i selskab med fantastiske frivillige, en DBU-instruktør og hinanden. Blandt de mange piger var der en del, der i forvejen går til fodbold i Sindal. Her er der nemlig rene pigehold i stort set alle børneårgangene. Der mødte også et par håndfulde op, som ikke havde prøvet sporten før – og fælles for dem var, at ALLE var klar til at få FART PÅ!
Kirstine Ladefoged har været frivillig i Sindal IF Fodbold i mange år. To gange tidligere har hun arrangeret Pigeraketten i klubben, men aldrig før med så mange deltagere.
”Det er en sand fornøjelse at se glæden i øjnene på så mange piger og høre de høje grin,” fortæller hun, og slår desuden fast, at det godt 25 år gamle rekrutteringskoncept stadig virker i Sindal.
“De små justeringer i øvelserne fra sidste afvikling, har gjort dem mere målrettede, og pigerne forsvinder nærmest helt ind i universet med planeter, rum-monstre og energi-kugler,” tilføjer Kirstine Ladefoged.
Klubben har tidligere afviklet Pigeraketten i weekender, hvor de har ’kæmpet’ med andre arrangementer og familiekomsammen i børnefamilierne.
”I år har vi valgt, at raketten skulle lette fra stadion en torsdag, hvor alle pigeholdene alligevel træner. På dén måde sikrede vi både en vis volumen til arrangementet, og desuden fik trænere og spillere et afbræk i den almindelige træning,” fortæller Kirstine Ladefoged.
”Pigeraketten er fodbold på en anden måde end det traditionelle, for der kommer en ret simpel historie ind i øvelserne, og dét kan vi se virker rigtig godt på pigerne. Det støtter desuden de frivillige trænere i dét, der i forvejen er vores tilgang til træningen, nemlig at det er vigtigt at huske legen med bolden,” uddyber Kirstine Ladefoged.
Dagen var kort fortalt en stor succes, og Pigeraketten letter med garanti fra de grønne plæner igen som en del af klubbens øvrige aktiviteter. Indtil da står trænerne selvfølgelig klar til at tage imod alle dem, der har lyst til at blive del af det gode fællesskab, som tilbydes hos Sindal IF Fodbold.
Foto: Privat.