Af Peter Jensen
Formand i Støtteforeningen Hirtshals Fyr
Hirtshals Fyr blev i 2006 sat til salg, da Farvandsvæsenet ønskede at afhænde fyret. Tidligere var flere danske fyr blevet solgt og var derfor allerede skiftet statens eje til privateje.
Hirtshals Fyr overgik til den nystiftede Hirtshals Fyrfond den 1. maj 2008, efter at alle formaliteter faldt endeligt på plads.
Allerede i april måned 2008, inden Hirtshals Fyr Fond havde overtaget fyretablissementet, var bestyrelsen i kontakt med bestyrelserne for andre af landets smukke erhvervede fyrtårne.
Bestyrelsen bag otte danske fyrtårne fandt sammen for at anvende hinandens erfaringer og planlægge en eventuel markedsføring sammen.
De otte, der satte hinanden stævne, var Bovbjerg Fyr, Nakkehoved Fyr, Hanstholm Fyr, Lodbjerg Fyr, Lyngvig Fyr, Blåvandshuk Fyr, Baagø Fyr og Hirtshals Fyr.
Bestyrelserne bag de otte fyr arbejdede alle, på at skabe nye aktiviteter og ny identitet til fyrtårnene efter at fyrpersonalet var flyttet ud af fyretablissementerne.
Nogle af de spørgsmål, der blev drøftes på mødet i Bovbjerg, var blandt andet en samlet markedsføring af fyrtårnene ud over nærområderne, fælles projekter som f.eks. kontakt til fyrtårnsnetværk i andre lande samt at dele erfaringer og hvordan man kunne samarbejde om at gøre opmærksom på de markante bygningskomplekser.
Desværre gik der nogle år, efter min indtræden i Støtteforeningen for Hirtshals Fyr´s bestyrelse, hvor jeg modtog en mail fra den daglige leder på Bovbjerg Fyr, Lene Christensen, der sammen med den daværende daglige leder fra Hanstholm Fyr, Flemming Krog, havde taget initiativ til at vi igen skulle forsøges samlet på Bovbjerg Fyr, for at se om der stadig var interesse for et samarbejde.
Dette møde blev afholdt i 2018, hvor mange emner blev drøftet og hvor vi blandt andet aftalte et nyt møde i 2019, hvor Hanstholm Fyr bød ind som værter. Det blev af forskellige årsager ikke afholdt.
I 2020 tog jeg udfordringen op igen, men alt blev denne gang sat i bero på grund corona-pandemien i Danmark.
I 2023 lykkedes det endelig at få samlet repræsentanter fra Skagen Fyr, Hirtshals Fyr, Hanstholm Fyr, Bovbjerg Fyr og Blåvandshuk Fyr til topmøde på Hirtshals Fyr.
Der var afbud fra Lodbjerg Fyr og Lyngvig Fyr.
Der er mange punkter hvor vi har ligheder fyrene imellem, mens der på andre punkter er stor forskellighed, som for eksempel skyldes den måde, hvorpå det enkelte fyr er organiseret og hvordan ejerforholdet er.
Jeg tror, kimen blev lagt til et langt større samarbejde fyrtårnene imellem, end vi tidligere har set, efter dette møde, hvor for eksempel to eller flere fyr udveksler erfaringer om emner som automatisering af billet og adgangskontrol.
Der blev aftalt at vi skulle mødes igen i 2025 i Hanstholm.
Hvad er så mine tanker om at samle, ikke kun de føromtalte vestkystfyrtårne men alle de danske fyrtårne, der har skiftet ejere fra det tidligere danske fyrvæsen til en anden ejerform så som privat, fonde, kommune, museer og andre styrelser, så som den danske Naturstyrelse under Miljøministeriet?
Selv om at fyrtårnene er frasolgt, er selve lanternehusene stadigt i drift, for de fleste fyrs vedkomne, under Søfartsstyrelsens tilsyn, mens selve bygningsmassen i dag anvendes til mange andre formål end det oprindelige tiltænkte som beboelse for fyrpersonalet.
Nogle danske fyrtårne har stadig adgang for offentligheden, mens andre er omdannet til privatboliger.
Min tanke er, om vi kunne samles i en form for et forum, hvor vi kan udveksle erfaringer om, hvordan man ved de enkelte fyrtårne, takler forskellige udfordringer.
Det kunne være spørgsmål vedr. bygningsvedligeholdelse, besøgsaktiviteter for besøgende ved et fyrtårn, tips vedr. formidling af Fyrvæsenets historie og formidling af et fyrtårns funktion.
Det kunne også være en opgave, om at lave en fælles synliggørelse af de fyrtårne, som i dag stadig er tilgængelige for publikum.
Om der skal oprettes en decideret Dansk Fyrforening med medlemmer der har interesse i danske fyrtårne og som i lighed med f.eks. Norsk Fyrforening, som er en paraplyorganisation for dets medlemmer, der tilbage i 90-erne stod sammen, om at redde de nedlagte norske fyrstationer fra forfald, eller om det skal være en form for et forum, hvor man som før nævnt, kan dele sine erfaringer, må være op til dem som deler samme interesse som forfatteren til denne artikel.
Udover Vestkystfyrene har forfatteren kendskab til bl.a. Nakkehoved Fyr, Baagø Fyr, Træskohage Fyr, Stevns Fyr og Hammeren Fyr, som alle har skiftet ejere og hvor der er adgang til selve tårnet.
På siden Fyrtårne findes der en samlet oversigt over danske fyretablissementer gennem tiderne.
Link til relateret artikel