Vejret var fantastisk, stemning god og opbakningen stor til årets 1. Maj festligheder i parken Christiansgave midt i Hjørring.
Det begyndte med morgenmøder hos 3F Skagerak i Hirtshals og på Vandværksvej i Hjørring samt med festligt optog klokken lidt i tretten fra Det Gamle rådhus i Hjørring til parken.
I parken Christiansgave blev de frembragte faner rejst med stolthed, og dygtige Jens Varmløse underholdt med kampsange og sange kendte fra blandt andre Kim Larsen Pianomand, Ib Grønbech og mutter samt John Elton, som den kære musiker fra Bindslev kaldte ham. Smukt var det som altid.
![Fredelig kampdag i Hjørring med optog, taler og musik 5 Jens](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/05/Jens-Varmloese_653x490.jpg)
Derefter gik taler og musik hånd i hånd, og der var både popcorn, grønne øl og stegte pølser med ketchup i dagens farver.
Det virkede som om, der denne gang var flere mennesker denne gang i Christiansgave, og rundt omkring ved bordene blev der visket om dagens dårlige meningsmålinger for Socialdemokratiet og regeringen, om nye politiske veje og vinde i partiet, men det var nu mest en stilfærdig og hyggelig eftermiddag i parken.
Fagbevægelsens Hovedorganisation FH Hjørring, som er en paraplyorganisation for fagforeninger og fagforbund, arrangerede.
Fagbevægelsens Hovedorganisation er Danmarks største og stærkeste tværfaglige fællesskab. FH organiserer faglige organisationer, der repræsenterer mere end 1,3 millioner lønmodtagere. FH kæmper for job og uddannelse til alle, for et sikkert og sundt arbejdsmiljø og for et trygt, demokratisk og solidarisk samfund.
Derfor fejrer vi 1. maj
Arbejderbevægelsens Internationale Kampdag har masser af år på bagen, for på en stor international arbejderkonference i 1889 blev det besluttet, at 1. maj 1890 skulle være en international demonstrationsdag. Arbejdernes hovedkrav var det samme over hele verden: En arbejdsdag på otte timer.
Det var en episode 1. maj 1886 i USA, der var baggrunden for beslutningen. Her demonstrerede arbejderne for otte timers arbejdsdag, og der udbrød efterfølgende generalstrejke.
Politiets hårdhændede adfærd resulterede i døde arbejdere under slagsmålene og efterfølgende dødsdomme til andre. Nogle af dødsdommene blev eksekveret. Derfor blev 1. maj valgt som arbejdernes internationale kampdag.
I Danmark har det været fællesorganisationer eller arbejderpartier, som har arrangeret 1. maj, efter at ottetimersdagen var vundet.
I 1970’erne blomstrede 1. maj op og blev en mere generel politisk festdag. Fra 1980’erne samarbejdede venstrefløj og fagbevægelse om dagen.
“Når jeg ser et rødt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk og min sag”
![Fredelig kampdag i Hjørring med optog, taler og musik 10 1. maj i parken 653x490 1](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/05/1.-maj-i-parken_653x490-1.jpg)