Den nye direktør hos erhvervsforeningen Erhverv Hjørring, Michael Vendelbo Pedersen, blev fra første dag i jobbet kastet ud i mange spændende opgaver og udfordringer.
Direktørens debut på posten foran mange mennesker var forleden i byrådssalen i Hjørring, som var fyldt op med morgenfriske medlemmer.
De var stået tidligt op til Erhverv Hjørrings netværksmøde med hyggeligt og konstruktivt samvær og for at blive klogere på, hvordan kommunen i samspil med erhvervslivet understøtter og udvikler de generelle rammevilkår indenfor byudvikling, arealudlægning, infrastruktur med videre i Hjørring kommune.
– Tak til alle der mødte op, og tak for de spændende oplæg af Bettina Hedeby Madsen, Lotte Vang og Torben Kjeldgaard, lyder det fra direktøren.
– Godmorgen, jeg er så den nye Bo Geertsen, indledte Michael Vendelbo Pedersen sin debut med henvisning til forgængeren gennem mange år.
En ny mand på så vigtig en post som formand for erhvervsforeningen kræver naturligvis masser af arbejde også med at lære alle de mennesker at kende, som Bo Geertsen har haft mange år til at netværke med ude i virksomhederne, i organisationer, på bonede gulve og i andet godt selskab.
Denne torsdag aften kan Michael Vendelbo Pedersen så byde velkommen til endnu et stort møde på Vendelbohus.
– Vi er superglade for, at mere end 100 engagerede midtby-aktører har tilmeldt sig, og vi glæder os helt vildt til at få en masse input fra deltagerne til midtby-planen for Hjørring.
Som direktør for Erhverv Hjørring er han en af arrangørerne af stormødet på torsdag på Vendelbohus Hjørring om udvikling af midtbyen i Hjørring.
Erhverv Hjørring skriver:
Mødet vil tage udgangspunkt i den strategiplan for Hjørring Bymidte, som er udarbejdet på basis af anbefalinger af Danske Handelsbyer til kommuner, der ønsker en levende bymidte.
Hjørrings bymidte-plan bygger på denne vision:
”Hjørring er en levende multifunktionel bymidte, der er attraktiv for både lokale, borgere som erhvervsdrivende, og besøgende. Hjørring har en helt speciel wauw-effekt, det er BYEN at besøge nord for Limfjorden. Det er byen man drages mod, har lyst til at opholde sig i, og det er byen, man har lyst til at bo og studere i, fordi der er en by og en bymidte – en levende bymidte med et stort udvalg af funktioner, detailhandel, restaurations- og caféliv.
Byens aktører er effektive til at udfylde tomme lokaler og tiltrække nye forretningsdrivende og investorer. Hjørring er en tryg by og har en tydelig identitet, der gennemsyrer alle aktiviteter og attraktioner. Det er tydeligt at se på byens kulturarv, at den har en rig historie som købstad.”
På stormøde bliver der workshops for deltagerne, og som gæst vil detailhandels-eksperten Henrik Libak, Libak Retail, give et oplæg om emnet ”samarbejde for at tiltrække nye butikker.”
Bag stormødet står Erhverv Hjørring, Hjørring Kommune, Hjørring Handel, Metropol Shoppingcenter, Nordjyske Udlejere, Business Hjørring og Dansk Erhverv. Tilmeldingsfristen er udløbet.