Godsterminalen i Hirtshals skal i de kommende år være omdrejningspunkt for transport af gods på jernbaneskinnerne. Torsdag demonstrerede DB Cargo Scandinavia, Hirtshals Havn og Nordjyske Jernbaner, at det sagtens kan lade sig gøre at skabe trafik på jernbanen, som er et konkurrencedygtigt og klimavenligt alternativ til lastbiltransport.
En ny forbindelse på skinner til Hirtshals vil betyde, at en stor del af trailerne på de 200.000 lastbiler, der hvert år passerer Hirtshals, kan flyttes fra vej til jernbane. Hver gang en trailer transporteres fra fx Hirtshals til Duisburg i Tyskland på tog i stedet for lastbil, spares der 1.600 kg CO2. Samtidig reduceres mængden af tung lastbiltrafik på Jyllandskorridoren markant.
– Det vil være den mest bæredygtige løsning på korridoren. Med dette testtog har vi sammen med vores partnere vist, at en jernbaneforbindelse er mulig. Nu skal vi sammen med kunderne opbygge et langsigtet partnerskab, så vi fra december 2024 kan operere en fast forbindelse mellem Hirtshals og resten af det europæiske kontinent, siger Birgit Wirth, CEO i DB Cargo Scandinavia.
Pilotprojektet er dermed et klart signal om, at partnerne vil indlede et samarbejde med kunderne for at få etableret en fast forbindelse fra december 2024. Godstoget skaber forbindelse til et netværk af 220 terminaler i Europa med DB Cargo-gruppen og via Kristiansand til 12 terminaler i Norge med CargoNet. Lead-tiden vil være på cirka 20 timer fra eksempelvis Hirtshals til Duisburg i Ruhr-området, og priserne kan være konkurrencedygtige i forhold til lastbilerne.
– Vi mærker en stigende efterspørgsel på den type godstransport, og vi ved, at 10-20 procent af de lastbiltrailere, der hver dag passerer Hirtshals Havn, kan løftes over på godstog. Potentialet svarer altså til cirka 38 trailere om dagen, siger Michael Rosenlund Langballe, Head of Transport & Logistics på Hirtshals Havn.
Godstoget kan også benyttes til transport af eksempelvis CO2 fra Tyskland til den kommende CO2-hub i Hirtshals, når lagring og udskibning af CO2 til tomme olie- og gasfelter i Nordsøen begynder i 2025.
DB Cargo arbejder allerede intensivt på at forberede logistikløsninger til kunder af både CO2- og hydrogentransporter.
Pilotprojekt møder stor opbakning
Den grønne godsforbindelse fra Hirtshals blev taget godt imod af de omkring 130 gæster på Hirtshals Havn med deltagelse af både danske og norske politikere, repræsentanter fra industrien og pressen. Med taler og paneldebatter blev der sat fokus på partnerskabet mellem DB Cargo Scandinavia, Hirtshals Havn, Nordjyske Jernbaner, CargoNet, Port of Kristiansand og Larvik Havn samt Grønn Jyllandskorridor. Det er takket være et produktivt og støttende samarbejde på tværs af partnerne, at toget nu er muligt.
– Hos Nordjyske Jernbaner er vi glade for udsigten til, at vores bane kan bidrage til den grønne omstilling ved at flytte noget af godstransporten til og fra Hirtshals over på skinner. Det har været en lang proces, men et godt og tæt samarbejde mod et fælles mål har gjort, at tingene nu begynder at falde på plads, siger Martin Sort Mikkelsen, CEO i Nordjyske Jernbaner.
Borgmester Søren Smalbro (V), formand for Transportudvalget i Folketinget Rasmus Prehn (S), folketingsmedlemmerne Niels Flemming Hansen (K) og Kenneth Petersen (DD), Karsten Lauritzen fra DI Transport og Tine Kirk fra Danske Havne deltog fra dansk side.
Fra Norge deltog stortingsmedlem Morten Stordalen samt fylkesordførere fra begge Agder, Arne Thomassen, og Vestfold, Anne Strømøy samt repræsentanter fra projektet Grøn Jyllandskorridor. Europæiske vinkler kom bl.a. fra Linda Thulin og Furio Bombardi, begge fra ScanMed-korridoren. Blandt virksomheder var der for exempel Kombiverkehr, DSV, LEMAN, Color Line, Fjord Line, Smyril Line, Blue Water Shipping og Bring Intermodal til stede.
1 skridt frem, 2 skridt tilbage, 3 skridt frem, 2 tilbage.
Mange undres over man i det hele taget nedlagde den toggods trafik og sløjfes skinnerne til færgen for ikke så mange år siden.
Hvor efter man fortrød men kom ikke i mål med at få genetableret den trafik.
Så typisk det offentlige, skrivebordsindianerne har travlt med at få smarte idéer og intet er gennemtænkt eller har skyggen af sund fornuft.