I den forgangne uge har en stor flok lærerstuderende fra UCN haft fornøjelsen af henover to skoledage at gennemføre et differentieret undervisningsforløb for samtlige elever på Bindslev Skole.
De studerende havde på forhånd arbejdet med noget så akademisk som konteksttualiseret grammatik og procesorienteret skriftlig fremstilling, hvilket givetvis for udenforstående lægfolk lyder både langhåret og knastørt, men ført ud i livet af de unge lærerstuderende resulterede det faktisk i et spillevende forløb med kreativ og sansebaseret skrivning tilpasset hvert klassetrin.
Afslutningsvis fik mange af børnene mulighed for at oplæse deres fantastiske historier, hvortil alle sanser under arbejdet havde været i spil, mens alle fik deres produkter printet og udstillet på Torvet.