Manglende markeringer og stillestående forsvarsspillere i afgørende situationer betød, at Kolding IF fredag aften på Nord Energi Arena i Hjørring kunne vinde 4-2 over Vendsyssel FF i landets næstbedste fodboldrække NordicBet Ligaen.
Det kunne såmænd nemt være endt med pointdeling, men gæsterne var lige den tand skarpere og mere effektive, som gjorde sejren fortjent.
De tre point med hjem i bussen vejede ikke ret meget, for de to oprykningspladser er med største sandsynlighed i fødderne på henholdsvis AaB og med garanti hos Sønderjyske, som gæster Nord Energi Arena fredag den 17. maj klokken 19.
Kolding scorede fredag aften i skønt vejr til 1-0 efter 10 minutters spil ved Mikkel Jespersen, før Lucas Jensen udlignede efter 25 minutters spil. Oskar Öhlenschlager bragte vendelboerne foran 2-1 efter en halv time. Gæsterne udlignede fire minutter senere ved Paul Ngongo Iversen.
Efter pausen sikrede først Asker Beck og siden, da solen gik ned bag stadion, Christian Vestergaard gæsterne sejren på 4-2.
Vendsyssel FF er nummer fem af seks hold i oprykningsslutspillet med 42 point for 27 kampe og en målscore på 42-38.
Vendsyssel FF mangler i denne sæson følgende kampe:
Den 13. maj klokken 19 i Hobro
Den 17. maj klokken 19 hjemme mod Sønderjyske
Den 24. maj klokken 19 hjemme mod Fredericia
Den 2. juni klokken 15 ude mod AaB.
Lidt stemning fra kamp-aftenen på Nord Energi Arena i Hjørring: