Placeret mellem landsholdstræner Nikolaj Saabye og speaker Bent Kongerslev havde jeg i dag alle forudsætninger for en spændende oplevelse til finalekampen mellem Hjørring Futsal Klub (HFK) og Gentofte.
Lørdagens dyst var en af flere om DM og blev ikke bare rigtig spændende, men simpelthen en fuldstændig forrygende oplevelse i Hallen Park Vendia, hvor det lokale hold endte med at levere en gedigen røvfuld til storfavoritterne fra Gentofte.
Det lokale hold præsterede i dén grad lækkerier og tryllede decideret med suveræne driblinger og afleveringer, hvilket mildest talt gav de mere og mere frustrerede gæster store problemer i en fantastisk kamp, der endte med en overvældende sejr på 6-0 til HFK. Ikke færre end seks forskellige spillere kom dermed på måltavlen i skikkelse af Gustav Svaneborg, Mads Falck, Ibrahim Loubani, William Rams, Ruben Winther og Ermin Kasumovic.
Under sådan et brag af en topkamp fascineres man naturligvis først og fremmest af spillernes fænomenale præstationer, men i dette tilfælde er der ingen tvivl om, at klubben også formår at lave et setup, der løfter ikke bare holdet, men også tilskuernes oplevelse.
Den opfattelse er ikke grebet ud af den blå luft, men bekræftes af landsholdstræner Nikolaj Saabye. Intet sted her til lands finder man ifølge ham en mere intens stemning end ved hjemmekampene hos HFK.
Herefter venter der en svær returkamp på lørdag i Gentofte Sportspark. Taber Hjørring Futsal Klub den, skal tredje og afgørende finalekamp desværre også spilles i Gentofte.
Man kan se eller gense kampen ovenfor, hvor den er indlejret fra DBU Futsal Ligaen.
Foto: Niels Skipper.
Tusind tak for at have dig med til den største oplevelse i park vendia !
Det var som også allerede antydet i artiklen en fuldstændig uforglemmelig oplevelse, hvilket både teamet i klubben og holdet fortjener kæmpe respekt og tak for.