Af Lone Marie Nedergaard
”Altså HVIS jeg nogensinde skal have en kæreste igen, så SKAL det altså være en jydekæreste”, sagde
mine københavnerveninde, mens vi cruisede i min Opel Karl på kryds og tværs af Vendsyssel.
Det er blevet en tradition på rekordtid, at vi slutter fredagen af i hinandens selskab med en times
opdagelsesrejse på de smalleste landeveje, vi kan finde, mens selv ugens mindste begivenheder vendes
med den allerstørste alvor, selverkendende tårer og spontane latterkramper.
Og der på landevejene omkring Tollestrup, og med maj måneds bølgende rapsmarker på den ene side og
lysende grønne bøgeblade på den anden, deklarerede min veninde så, at jydekærester kan noget særligt.
”Det bliver aldrig en sjællænder igen”
”Hvorfor ikke”, spurgte jeg
”Jamen underfundigheden, lunet, roen, jordforbindelsen…”, reciterede hun poetisk udover alt det gule og
alt det grønne. ”Og nu jeg altså efterhånden boet 20 år i Jylland, så jeg ved, hvad jeg taler om…”, sagde
hun med et af de der blikke, som ikke skal modsiges. Så det gjorde jeg ikke.
Nu har jeg jo aldrig boet andre steder end i Vendsyssel. Så jeg har ikke min venindes perspektiv på jyske
mænd. Jeg ser lidt noget andet, måske noget lidt mindre flatterende, hvor jydekrogens værdi sættes højt,
så min venindes ord gjorde indtryk på mig. Og åh, hvor jeg dog elsker, når mennesker kan sige ting fra
hjertet, som får mig til at tænke over mine egne synspunkter, og få øje på hvilke holdninger, jeg har bidt
mig fast i ud fra mine livserfaringer. Fordi det er godt at blive lidt rusket, at få rørt rundt i gryden af
fordomme og gamle opfattelser. Jeg tror egentlig, at meget kunne være helt anderledes på den absolut fede måde i vores allesammens liv, hvis vi noget oftere turde at gøre op med gammelt lort, som vi har slæbt rundt på i årtier, åbne os for nye synspunkter, andre betragtninger på mennesker og på tilværelsen. Men folk lukker sig, lader ”plejer” flytte helt ind i deres sjæl, og mister med tiden erindringerne om, hvordan det føles at leve nysgerrigt og legende. At være opdagelsesrejsende i eget liv. I stedet er det blevet ”næsen ned i sporet” og så dag efter dag hive lønnen hjem, gispe efter vejret, mens der længes efter weekenden, hvor man så sætter sig selv i opladeren for at kunne blive klar til at yde igen mandag.
Jeg synes, det er sejt at turde ryste posen. Kigge op fra sporet og være undersøgende på, om der kunne
være andre muligheder med mere lys, mere glæde, mere frihed. Og nej, det er ikke naivt. Det er i stedet at tro på, at hvis du stiller dig helt op på Knøsen, som er det højeste punkt i Vendsyssel, så kan du få øje på nye veje at gå. Nye veje som åbner en ny verden for dig. Fordi dit liv skal handle om, hvilke værdier, du
sætter højst i dit liv. Og når du når min alder, så vil du sikkert have erfaret, at tiden faktisk er fløjet afsted.
Men fløj den så afsted med dig ved roret eller med dig halsende bagefter?
Om tre måneder flytter min veninde tilbage til Sjælland, og den endelige destination er København. Den
mest magiske lille mufletrold er kommet til verden i hovedstaden, og min veninde kan nu kalder sig for
mormor, så derfor trækker hovedstaden som en magnet min veninde tværs gennem landet og hjem til
byen, hvor hun blev født. Jeg forstår hende godt, og udover at jeg kommer til at mangle vores fredags
cruising, så mister jydemændene også muligheden for at få en helt unik kvinde i deres liv. Min jydekrog
har jeg dog placeret med beslutsomhed og nænsomhed i hendes finurlige bevidsthed.
Kærligst
Lone Marie (og lidt Josefine)
Lone Marie har den vildeste mellemmenneskelige livserfaring.
Hun har derfor valgt, at hendes levevej er at skabe og afholde kurser, workshops og foredrag om alt, der omhandler at mennesker slår sig på hinanden og på livet.
Lone Marie har desuden ansigt til ansigt samtaler med mennesker, der har valgt at få ryddet op i sit indre, og få øje på hvordan livet har formet sig for dem, og hvordan de kan skabe en tiltrængt forandring ved at tage ansvar for mest sig selv.
Alt dette laver hun fra Århus til Skagen under navnet GRIB.
Læs også Lone Maries KLUMME fra april…
