Der er blevet knoklet fra start til slut, idet tovholderne Maj-Britt Zielke, Laila Pallisgaard og Joan Grønfeldt Kristensen så sent som tirsdag eftermiddag og aften var at finde på både stige og stillads for at færdiggøre de sidste detaljer ved gavlmaleriet og relieffet på Strandhuset ud mod Vestkajen på Hirtshals Havn.
Denne onsdag eftermiddag var der så fernisering med deltagelse af de kreative piger fra Hirtshals Skole, der havde skabt kunstværket, samt venner, forældre og interesserede borgere, der kunne tage den dekorative udsmykning i øjesyn og høre en veloplagt tale af det socialdemokratiske byrådsmedlem Thomas Klimek, der blandt andet er anden viceborgmester samt medlem af Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget.
– Om lidt skal vi se på en gavl. En gavl på en havnekaj i det nordvestlige Vandkantsdanmark. På gavlen er der nu frisk og helt ny kunst, udtænkt i unge hjerter og sind. Men I, der i dag er mødt op for at hylde pigernes arbejde, vil indse, at jeres øjne skuer mere end kunst. For ja, det er kunst i denne stund, men det er også mere. Dét, vi skal se, er… MOD! Mod til at turde vise sig frem for ikke bare jer, for Hirtshals, men resten af verden, som vil komme her forbi i sol, regn, storm, slud og magsvejr, lød det indledningsvis fra Thomas Klimek.
– Jeres kunst er ikke bare flot og fascinerende, men modet bag også inspirerende. Som repræsentant for vores byråd, vil jeg sige, at det netop er kernen af det, som vi vil med en ny kulturpolitik. At vi lokalt spræller med al vores kunst og kulturelle virkekraft og i alle aldre og samfundslag. Her ser vi det konkrete eksempel på, hvor det ene velfærdsområde arbejder sammen med det andet. Skolen og kunsten, læring og kreativitet, tilføjede socialdemokraten, hvis hjerte helt åbenlyst banker hårdt og varmt for kulturen og børnene i Hjørring Kommune.
Den store udsmykning på gavlen har fået plads ved siden af den havfrue, som blev malet, mens Bibiana havde hovedkvarter i den store bygning, der tidligere har rummet Ny Havns Trawlbinderi samt Rays Vod og Trawlbinderi ved Vestkajen.
I anledning af den festlige fernisering, som var kulminationen på et frugtbart samarbejde mellem Vendsyssel – Fritid for alle og SkoleCenter Hirtshals, var der dækket op med chips og børnechampagne i Strandsalen.
Foto: Privat.