Allerede fra formiddag var der fredag som altid travlhed hos Lisbet Hansen i Café Vognporten på Børglum Kloster. Parasollerne blev samlet og sat op i det lune solskin på terrassen udenfor, mens der blev gjort klar til at kræse for fredagens første gæster indenfor.
Fruen og jeg havde bestilt bord til brunch, som viste sig at være et overflødighedshorn af lækkerier, hvor vi indledningsvis fik lun gammeldags øllebrød, som selvfølgelig blev serveret med flødeskum og mandler, hvorefter fulgte græsk yoghurt med akaciehonning og pistacienødder.

Så var bunden ligesom lagt med manér og smagsløgene tunet ind på et niveau langt over det jævne, så næste anretning med scrambled eggs og bacon kunne nydes i fulde drag og yderligere skærpe forventningerne, der ikke blev ladt i stikken, men overdådigt indfriet med varmrøget laks, fennikelpølse og guacamole samt hjemmelavet hønsesalat.
Undervejs var der den allerbedste filterkaffe, som naturligvis var nybrændt og et helt kapitel for sig, men mere om den en anden god gang, idet brunchen blev elegant rundet af med lækker chokoladekage samt osten Gammel Knas. Alt sammen anrettet utrolig delikat og elegant.
Lisbet Hansen havde denne formiddag god hjælp af smilende Alberte, men hun kan i øvrigt sagtens bruge flere friske unge hænder i Café Vognporten. Et par af de ansatte, som ellers har været glade for tiden i Café Vognporten, skal nemlig videre med studier syd for Limfjorden.
Har man endnu ikke bestemt sig for en gave til Mors Dag, så har Lisbet Hansen tilbud både på brunch og afternoon tea den 12. maj, hvis man forudbestiller og betaler online via MobilePay.
Brunch og entre til normalpris er 285 kr. Tilbuddet er på 250 kr. til Mors Dag. Aftenoon tea og entre til normalpris er 275 kr. Tilbuddet er på 240 kr. til Mors Dag. Læs mere og find den fornødne info her hos Café Vognporten.

Tjek desuden nedenfor den norske vejrtjenestes prognose for Mors Dag i lige præcis Børglum. Overskyet fra morgenstunden, men blå himmel og solskin, når dørene åbnes til Cafe Vognporten. For at det ikke skal være løgn, kommer der igen skyer efter lukketid.

Det er altså rettidig omhu af Vorherre. Eller måske snarere bare vejrgudernes respekt for biskop Niels Stygge Rosenkrantz eftermæle på Børglum Kloster.